Superliga-spørgsmål: AGF i attentat på det forjættede top seks?
11. spillerunde står for døren i Superligaen, og de fleste klubber kommer med midtugekamp i benene i kølvandet på tredje runde i pokalturneringen.
Den kommende weekend byder på en række spændende opgør i Danmarks bedste fodboldrække, og vi har set nærmere på nogle af de spørgsmål, der melder sig inden 11. spillerunde.
AGF i attentat på det forjættede top seks?
Efter en tøvende sæsonstart er AGF kommet voldsomt godt igen, og i denne runde står David Nielsens mandskab med mulighed for et attentat på tredjepladsen og i endnu højere grad det forjættede top seks-land, som de drømmer så meget om på Fredensvang.
AGF er aktuelt nummer tre, og forude venter et opgør mod nummer fire fra FC Nordsjælland. Kan århusianerne nappe den sjette sejr på stribe, ligger holdet rigtig lunt i svinget i toppen af Superligaen.
Det er ikke svært at forstå, hvis en fodboldfeber er ved at brede sig i Danmarks næststørste by.
Kan OB overraske på skrækudebanen?
FC Midtjylland brager derudaf, og som holdet præsterer i øjeblikket, er det meget svært at få øje på, hvem der skal bryde den imponerende stime af ubesejrede kampe og clean sheets.
OB er ikke et særlig godt bud, selv om de umiddelbart bør være det.
Fynboerne har tabt otte kampe i træk i Herning, og man kan dermed roligt kalde MCH Arena for det værste sted i Danmark at spille set med OB-briller. Jakob Michelsens mandskab har - foruden mod håbløse Silkeborg IF - haft svært ved at score på det seneste, og det bliver selvsagt ikke nemt at rette op på mod FC Midtjylland. OB har kun scoret i to af de otte kampe ude mod FCM.
Det vil være en overraskelse, hvis OB tager point fra FC Midtjylland.
Kan SønderjyskE få skuden på ret køl?
SønderjyskE spiller mange kampe uafgjort og høster dermed jævnligt point til kontoen. Derfor har der ikke været tale om en krise i Haderselv-klubben, men faktum er, at det går dårligt for Glen Riddersholms mandskab i øjeblikket.
De lyseblå er uden sejr i de seneste syv kampe - den seneste triumf daterer sig tilbage til 26. juli i Lyngby.
Det kan ikke undgå at sidde i baghovedet hos spillerne, og det handler naturligvis om at få bugt med sejrstørken, inden de uafgjorte kampe bliver vekslet til nederlag, og det for alvor begynder at blive kritisk. Søndag møder Glen Riddersholm og co. Brøndby IF, der senest leverede en skidt præstation ude mod Esbjerg.
Det giver grobund for optimisme i Haderslev.
Læs også:FC Midtjylland er tæt på ny forsvarsspiller
Læs også:Få tilskuere i FC Nordsjælland: Her er direktørens forklaring
Læs også:Midt i krisen: Silkeborg forlænger med talent
Læs også:Amankwaa-situation er første gang for Riddersholm: Jeg er rigtig ærgerlig
Læs også:EfB-boss bekræfter Sørensen-henvendelse: Det har vi gjort på mange navne