Stor Esbjerg-fejl grundlægger Sønderjyskes sejr i Superligaen
En for kort tilbagelægning af Esbjergs Rodolph Austin hjalp Sønderjyske i gang, da holdet søndag på udebane slog Esbjerg 2-1 i 3F Superligaen.
Sønderjyske-angriberen Mart Lieder opsnappede tilbagelægningen et kvarter inde i anden halvleg, og han kunne uden problemer sende bolden forbi hjemmeholdets keeper Jeppe Højbjerg til 1-0.
Efterfølgende udbyggede Stefan Gartenmann føringen med et hovedstød, mens Yuri Yakovenko reducerede for Esbjerg i overtiden.
Sønderjyske hopper med sejren syv pladser frem og helt op på fjerdepladsen med 18 point inden runde 12’s øvrige opgør er færdigspillet. Esbjerg forbliver næstsidst med ni point.
Læs også:Bedst og værst: Gigantisk koks satte SønderjyskE i gang
Esbjergs angriber Adrian Petre var tæt på at score efter 12 minutter, men han skød ad to omgange bolden ind på en Sønderjyske-forsvarsspiller.
Sønderjyskes venstreback Stefan Gartenmann havde mulighed for at sende sit hold foran i det 39. minut, men hans afslutning fra en spids vinkel prellede af på stolpen.
Efter 59 minutter lavede Esbjergs Rodolph Austin den katastrofale tilbagelægning, der endte med at sende gæsterne i front.
Kun fire minutter senere kom Sønderjyske yderligere foran, da Gartenmann alene ved bageste stolpe kunne heade bolden i mål.
Læs også:Patrick Olsen: Jeg er begyndt at gå målamok
Joni Kauko fik en gylden mulighed for at bringe Esbjerg ind i opgøret igen efter 77 minutter, men han sendte sit straffespark på overliggeren.
To minutter inde i overtiden bragte Esbjerg lidt spænding tilbage i kampen, da Yuri Yakovenko sendte et fladt indlæg i mål, men det blev kampens sidste scoring.
/ritzau/
Læs også:Optakt: Brøndby IF - FC København
Læs også:AGF skal bryde svær stime mod Randers i Superligaen
Læs også:Derby-debutant kan mærke forskellen: Det er en særlig kamp