Video : Tipsbladet
Superliga

Største fald i 10 år: FC København-aktie bløder efter CL-exit

Parken Sport & Entertainments er faldet lige over 10 procent efter nederlaget til Røde Stjerne i går aftes. Det er det største fald på én dag i 10 år.

Det er ikke kun sportsligt, det var tungt for FC København at ryge ud af Champions League-kvalifikationen i går. Også økonomisk kan klubben mærke forskel på gruppespil i Champions League og Europa League, som den nye målsætning er.

Allerede umiddelbart efter kampen sænkede Parken Sport & Entertainment sine forventninger til årets regnskab med 25 millioner. Her onsdag morgen står det samtidig klart, at selskabets aktier er blevet markent mindre værd.

Ritzau skriver, at aktien er faldet med 10,5 procent, hvilket er det største fald for aktien på én dag i 10 år. Ifølge nyhedsbureauet svarer faldet til, at Parkens værdi er faldet med 123 millioner. Nu er værdien 1,06 milliarder.

Parken Sport & Entertainment består dels af FCK, dels af selve stadion med koncerter og udlejning, dels af Lalandia-kæden. Sidste år solgte man fitness dk-centrene fra.

Nogen økonomisk ruin fører nedjusteringen og kursfaldet dog næppe til. Udover at aktieværdien er er over en milliard kroner, forventer Parken et overskud for 2019 på 60-75 millioner. Såfremt FC København kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil.

I vejen for det står enten Riga FC eller HJK fra Helsinki. De to hold mødes i returkampen i morgen efter 1-1 i Letland i sidste uge.