Steinlein om Guldminen: Målet er at udvikle verdens bedste fodboldspiller
Guldminen er blevet stablet på benene af FC Midtjylland sammen med ISI, og målsætningen med den nye idrætsfriskole er at kunne skabe nogle fodboldspillere, som med tiden kan gøre sig gældende på Superliga-klubbens førstehold.
Det stopper dog ikke helt der, og FC Midjylland, som er kendt for talentudvikling og at have store armbevægelser, drømmer også om at kunne udvikle spillere til at nå et enormt højt niveau.
- Målet er at udvikle verdens bedste fodboldspiller, fortæller Claus Steinlein til klubbens hjemmeside, hvor han uddyber:
- Vi har talt om det længe, og vi ser det som et naturligt skridt for os, da vi har akademiet i Ikast og Herning Elite. Nu får vi mulighed for at arbejde med børnene fra første skoledag. Vi sætter med Guldminen nye standarder, og vi agter at gøre en markant forskel. Jeg er overbevist om, at vi i FC Midtjylland, ISI og Svend Erik Schmidt som daglig leder har tre aktører, som i tæt samarbejde med forældrene udvikler hele mennesker og dygtige fodbold- og håndboldspillere, fortæller den administrerende direktør.
Guldminen ser dagens lys fra august 2019, hvor de første elever vil blive en del af idrætsfriskolen.