FC København har mistet et par profiler i Claudemir og Pierre Bengtsson, men Ståle Solbakken erklærer sig alligevel tilfreds med det, der er sket i januars transfervindue, hvor klubben har hentet tre spillere i form af backerne Kevin Foley og Ludwig Augustinsson samt kant/angriber Bjørn Sigurdarson.
Augustinsson kom fra IFK Göteborg og er regnet som et stort backtalent, mens de to andre kom fra Wolverhampton, hvor Ståle Solbakken tidligere har været træner. Han kender dermed de spillere, der kommer ind, og han mener, klubben har ageret godt i forhold til det, der var muligt at hente ind.
- Så har vi hentet (Björn, red.) Sigurdarson på lån fra Wolverhampton med mulighed for køb. Han er en spiller som har hele pakken. Han skal bare præstere det, vi ved, han kan, hvis han holder sig skadesfri. Så vi er tilfredse i forhold til det. Ud fra de rammer og det budget, vi har, så mener vi, at vi har gjort det fornuftigt, siger Ståle Solbakken til TV 2 Sporten.