Ståle Solbakken har løs aftale med Ragnar Sigurdsson
Foto: Polfoto
Superliga

Ståle Solbakken har løs aftale med Ragnar Sigurdsson

Ragnar Sigurdsson kunne være kommet til FCK, men præstationerne ved EM gør ham attraktiv for andre klubber.

Ragnar Sigurdsson har gjort det fremragende for Island under den igangværende EM-slutrunde, og han kan meget vel blive et varmt navn på sommerens transfermarked.

Islædingen spiller aktuelt i den russiske klub Krasnodar, men faktisk var der planer om, at han skulle retur til FC København. Disse planer ser dog ud til at ryge i vasken. Det skriver FCK-manager Ståle Solbakken i en klumme i BT.

- Jeg har egentlig en løs aftale med ham om, at han skal tilbage til FCK efter den netop afsluttede sæson. Det har han sagt flere gange, at han gerne vil, men jeg føler, at den aftale bliver løsere og løsere og er ved at glide ud af hænderne på mig i takt med det, der sker ved EM, skriver Solbakken i avisen.

Der dog uvisheder om, hvorvidt der menes denne sommer eller næste sommer. I den version af Solbakkens klumme, der er citeteret på BT's netavis lyder formuleringen således:

- Jeg har egentlig en løs aftale med ham om, at han skal tilbage til FCK efter denne sæson.

Om der er tale om denne sommer eller næste sommer er altså ikke sikkert. Under alle omstændigheder ser han store muligheder for Ragnar Sigurdsson.

- Han kunne godt være en spiller, som mange Premier League-klubber ville overveje som en suppleringsspiller til forsvaret. At spille sådan en kamp mod netop England er det bedste udstillingsvindue, man kan få, for englændere er ofte sig selv nærmest. Der er dog også den ting omkring ham, at han spiller i en meget rig klub, Krasnodar, hvor han tjener rigtig godt, lyder det fra Solbakken.

Ragnar Sigurdsson har kontrakt med Krasnodar udløber i sommeren 2018.