Den cypriotiske angriber Pieros Sotiriou kom ind fra bænken og scorede to gange inden for et minut, da FC København søndag vendte 0-1 til en 2-1-sejr mod Hobro i Superligaen.
FCK-manager Ståle Solbakken øser roser ud over sin matchvinder.
- For mig er Pieros en drømmespiller. Han arbejder hårdt og gør altid sit bedste.
- Man kan stole 100 procent på ham, og han skaber altid god stemning i hele klubben. Han er superprofessionel på alle parametre, siger Solbakken.
Læs også:Indskifter redder FCK fra fiasko mod bundhold
Hovedpersonen er selv meget beskeden omkring sin rolle og vil ikke kræve, at han fremover skal være i startopstillingen.
- Jeg arbejder hver eneste dag for at hjælpe holdet og mig selv, men mest af alt for at hjælpe holdet til nogle sejre.
- Jeg er ligeglad med, hvem der er bag mig og foran mig i hierarkiet. Træneren bestemmer, hvem der spiller.
Hobro-træner Peter Sørensen ærgrer sig over, at nordjyderne ikke fik point ud af sine anstrengelser, men anerkender også FCK's styrke.
Læs også:LIVE: Sådan gik det, da FCK mødte Hobro
- Det er lidt det, som FCK kan. De havde skarpe angribere, og de havde en målmand, der holdt dem inde i kampen. Det var ikke held.
- De har hentet de rigtige folk til de rigtige pladser, siger Sørensen og peger på FCK's dobbelte assistmager Dame N'Doye som den afgørende figur:
- De spillede os ikke ud af brættet på noget tidspunkt, men Dame N'Doye er en international stærk angriber, og hvis ikke man passer på og forhindrer dem i at spille boldene ind til ham, bliver det farligt.
- Vi havde to minutters udfald, hvor de var skarpe. Det må vi respektere og anerkende.
/ritzau/
Læs også:Bedst og værst: Sotiriou reddede FCK på to minutter
Læs også:Helten Sotiriou: Havde en følelse af, at jeg ville score
Læs også:Medie: Verhagen er gået under jorden