Det siges, at en stærk defensiv er opskriften på at vinde mesterskaber, og det udsagn ser ud til at holde vand i 3F Superligaen i denne sæson.
FC Midtjylland, der stormer mod guldet, holdt tidligere søndag målet rent for 15. gang i sæsonen, mens forfølgerne fra FC København blot har præsteret seks clean sheets i de første 27 kampe.
11 point har FCK op til FCM, og førerulvenes imponerende defensiv er ifølge FCK-manager Ståle Solbakken en væsentlig årsag til, at løverne halter efter.
- Det defensive er en stor del af forklaringen, siger Ståle Solbakken efter søndagens 1-1-kamp mod FC Nordsjælland og fortsætter:
- Midtjylland har haft en ekstrem kontinuitet med en back, to midtstoppere, en keeper og en central midtbaneduo, der virkelig har gjort det godt.
Læs også:Bedst og værst: FC Nordsjællands 'Neymar' drillede FCK
Selv om chancerne for at indhente FCM ser små ud, giver Ståle Solbakken dog ikke op.
- Jeg sagde for tre uger siden, at vi har mikroskopiske chancer for at blive danske mestre, men vi skal blive ved med at præstere.
- Vi skal prøve at vinde alle kampe, og så må vi se, hvordan det ender til sidst. Der er 27 point tilbage at spille om, pointerer han.
FCK har været hårdt ramt af skader i sæsonen, hvor klubben også har spillet en lang række europæiske kampe.
Det vil Ståle Solbakken dog ikke bruge som nogen undskyldning.
Læs også:Stage: Forfærdeligt at få en rundtur af FC Nordsjælland
- Selv hvis jeg havde haft alle spillere tilgængelige i hele sæsonen, ikke spillet i Europa og ikke spillet i pokalen, så kan det godt være, at vi alligevel ikke havde været, hvor Midtjylland er nu.
- De har et sindssygt pointsnit, og det kan man ikke tage fra dem. Vi er nødt til at give dem cadeau, siger FCK-manageren.
- Selv om vi har haft alle de problemer, som jeg nok aldrig har haft mage til i min trænerkarriere, så har vi taget mellem 2,1 og 2,2 point i snit, og vi er én kamp fra en eventuel kvartfinale i Europa League.
- Drengene har gjort det rigtig godt på mange parametre, men det er overskygget af, at Midtjylland har gjort det fantastisk, afslutter Ståle Solbakken.
Mens FCK har lukket 30 mål ind i Superligaen i denne sæson, er FCM blot blevet passeret 14 gange.
/ritzau/
Læs også:Kamaldeen viste BLM-trøje frem: Der er ting som er nødt til at blive sagt
Læs også:Bjelland: Det havde været tyveri hvis vi havde slået FC Nordsjælland
Læs også:Solbakken ærgrer sig over Zecas indsats mod FCN