Skuffet Sønderjyske-back: Vi bliver nervøse
Foto: Getty Images
Superliga

Skuffet Sønderjyske-back: Vi bliver nervøse

Det er et stort problem, at SønderjyskE i øjeblikket tager for mange forkerte beslutninger, konstaterer Stefan Gartenmann.

Sønderjyske smed søndag en 1-0-føring mod AaB med ti minutter tilbage af kampen.

Dermed endte holdet med at tabe 1-3 på hjemmebane i 3F Superligaen, og det passede langt fra Sønderjyske-træner Glen Riddersholm.

- Det er ærgerligt og utilgiveligt, at vi satte os selv i sådan en situation, siger han.

Sønderjyske havde flere muligheder for at score til 2-0, inden AaB i slutminutterne scorede tre gange, og ifølge Glen Riddersholm er effektiviteten et problem for Sønderjyske i denne sæson.

- Vi havde rigeligt med muligheder for at lukke kampen, men vores indlæg og afleveringer var virkelig dårlige. Det er meget symptomatisk, at vi mangler koldblodighed og overskud, når kampene skærper til.

Læs også:LIVE: Sådan gik det til, da SønderjyskE tog imod AaB

- Vi er dygtige til at skabe chancer, men vi mangler effektivitet. Det er selvfølgelig alvorligt, når Superligaen er meget tæt, at vi mangler den koldblodighed, der afgør kampene til vores fordel, siger han.

Sønderjyskes back Stefan Gartenmann oplever det også som et problem, at holdet i afgørende øjeblikke gør det forkerte.

- Det har været et problem i sæsonen, at vi bliver nervøse og sætter os selv i nogle dårlige situationer og tager nogle dårlige beslutninger i nogle afgørende momenter.

- Det bliver man straffet for i Superligaen. Niveauet for højt til, at man ikke bliver straffet for det, siger Gartenmann.

I kampen mod AaB mistede Sønderjyske overtaget i kampen, da holdet var foran, og derefter tog holdet flere dårlige beslutninger, mener Gartenmann.

Læs også:AaB punkterer Sønderjyske med tre sene mål

- Det blev en ond spiral, hvor man tog endnu en dårlig beslutning og så endnu en dårlig beslutning, siger han.

Ifølge AaB-spilleren Kasper Kusk, som også scorede i kampen, åbnede kampen sig for gæsterne, da AaB fik scoret det første mål.

- Det var lidt ligesom en ketchupflaske, hvor man prøver at få noget ud, og lige pludselig vælter det hele ud, siger han om de tre mål på ti minutter, der vendte kampen.

/ritzau/

Læs også:Bedst og værst: Kusk greb chancen i drama

Læs også:SønderjyskE-træner: Vi er naive

Læs også:AaB-målmand dedikerer sejr til Jacob Friis’ familie