Kort før lukketid på sidstedagen af transfervinduet blev Nicklas Bendtner præsenteret som ny FC København-spiller. Siden er det kommet frem, at OB også prøvede at få fingrene i den danske angriber.
Nu bekræfter Sønderjyskes sportsdirektør Hans Jørgen Haysen ligeledes, at klubben fra Sønderjylland også prøvede på at hente Bendtner. Det fortæller han i et interview med Der Nordschleswiger.
- Hvis en dansk spiller af denne kaliber er på markedet, så ville det være dumt at lade være med at spørge om muligheden for ham. Vi prøvede, men det blev ikke til mere end det, fortæller sportsdirektøren.
Det er dog ikke noget særligt for Haysen, at det ikke bliver til noget, når man er inde og melde sin interesse. Det har han gjort med mindst 50 spillere i løbet af transfervinduet, fortæller han, og derfor skulle der ikke være noget særligt i at se sig omkring efter forstærkning.
Undervejs i transfervinduet har man da også hentet spillere som Rilwan Hassan, Mads Albæk og Patrick Banggaard til klubben, som alle har en fælles fortid med klubbens cheftræner Glen Riddersholm i deres tidligere klub FC Midtjylland.
Nicklas Bendtner havde tirsdag første kamp i FCK-trøjen, da han fik de første 45 minutter i klubbens reserveholdskamp mod Brøndby, som dog endte uden scoringer fra den forhenværende Arsenal- og Juventus-spiller.