Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-spiller tvunget til karrierestop

SønderjyskE-spilleren Søren Frederiksen stopper karrieren på grund af en knæskade. Han skal fremover være analytiker og scout i Haderslev-klubben.

Den 30-årige SønderjyskE-spiller Søren Frederiksen indstiller sin karriere med øjeblikkelig virkning. Det skriver Superliga-klubben på sin hjemmeside.

Den mangeårige Superliga-spiller har slet ikke været på banen i denne sæson på grund af en knæskade, og det er netop den, der har tvunget Søren Frederiksen til at indstille karrieren i en forholdsvis tidlig fodboldalder.

Læs også:FCN-træner efter comeback: Vi beviste noget overfor os selv

- Jeg har i en længere periode haft store problemer med mit højre knæ, og det har tre operationer desværre ikke kunnet redde. Nu er det derhenne, hvor det ikke kun generer mig i kamp og træning, men også når jeg bare er derhjemme og skal sove. Jeg elsker fodbold, men det er ikke det værd, når jeg ikke kan falde i søvn på grund af smerter i knæet, og på den måde er det nemt at tage beslutningen om at stoppe – selv om det selvfølgelig er svært at sige farvel til fodbolden, siger Søren Frederiksen.

Altmuligmanden debuterede i Superligaen i juli 2009 for SønderjyskE, og han scorede i opgøret, som var mod OB. Karrierens sidste kamp blev altså også for Haderslev-klubben, hvor Søren Frederiksen har en stor stjerne.

Læs også:SønderjyskE vil beholde talentfuld lejesvend: Han er en fantastisk spiller

Af samme årsag bliver han i SønderjyskE fremadrettet. Søren Frederiksen skifter således jobbet som fodboldspiller ud med et som scout og analytiker. Det sker på en kontrakt frem til udgangen af 2021.

- Han er et produkt af vores egen talentudvikling, og vi har haft glæde af ham som spiller af tre omgange, så det gør ondt, når vi nu må indse, at han ikke længere kan bidrage på banen. Det kan han til gengæld uden for kridtstregerne, for der sidder et rigtig godt hoved på ham, og han har de dyder, som passer godt ind hos os, og derfor glæder vi os over, at vi fremover kan gøre nytte af hans store fodboldfaglighed, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

Foruden SønderjyskE har Søren Frederiksen tørnet ud for FC København, Vejle Boldklub Kolding, AaB, Viborg FF og islandske KR. Han har optrådt 167 gange i Danmarks bedste fodboldrække.

Læs også:FC Nordsjælland-keeper jubler efter ny sejr: Et stort skridt på vejen

Læs også:FC Nordsjælland slår SønderjyskE efter comeback

Læs også:FCN-matchvinder risikerer tur på bænken