SønderjyskE-profilens dom: Jeg spiller ikke 90 minutter i alle kampe
Det er koldt udenfor, men man forstår godt, hvis der er lidt sved på panden i Haderslev.
SønderjyskE er fjerdesidst i Superligaen og flirter dermed alvorligt med nedrykning i en sæson, hvor hele tre mandskaber må lade livet i Danmarks bedste fodboldrække. SønderjyskE var ikke på forhånd spået til at komme i problemer, men det er de altså.
Tipsbladet.dk har taget en snak med offensivspilleren Johan Absalonsen om et på mange måder skæbnesvangert forår.
Hvad er dine forventninger til foråret?
- Vi skal først og fremmest overleve. Vi startede fint i efteråret, men så begyndte vi at halte efter, og derfor er udgangspunktet, som det er her i foråret. Det må vi forholde os til, og hvis jeg efter sæsonen kan sætte flueben ud for overlevelse i Superligaen, så er jeg tilfreds, siger Johan Absalonsen til tipsbladet.dk.
Hvad forventer du af dig selv?
- Jeg vil være med omkring holdet og have spilletid. Forhåbentlig kan jeg også bidrage lidt med mål og assists. Samtidig ved jeg også godt, at min dåbsattest viser, at jeg efterhånden har nogle år på bagen, så jeg gør mig ingen forestillinger om, at jeg skal spille 90 minutter i alle kampe. Det kommer ikke til at ske.
Hvem bliver den største profil i SønderjyskE i foråret?
- Jeg vil fremhæve to – Anders K. Jacobsen og Alexander Bah. ”AK” er lige kommet til klubben, og jeg synes, han har set god ud til træning og i vores testkampe. Han virker til at være rigtig sulten, siger Absalonsen og fortsætter:
- Alexander Bah har efterhånden været en profil hos os i noget tid, og jeg er sikker på, han bliver skudt af sted til en større klub på et tidspunkt, for det er han god nok til. Lige nu skal vi bare glæde os over, at kan han hjælpe os i foråret.
I ligger faretruende tæt på nedrykning - er der nervøsitet at spore i truppen?
- Jeg vil ikke sige, vi er nervøse, men vi er spændte. Vi havde ikke forventet at ligge, hvor vi gør i tabellen, og det er selvfølgelig noget, vi er skuffede over. Vi har så gode spillere, at vi simpelthen skal være højere placeret. Det må vi ud at vise i foråret, og jeg synes som sagt ikke, at jeg fornemmer nogen nervøsitet. Jeg fornemmer en stor optimisme.
Hvad får dig til at tro, at foråret bliver bedre end efteråret?
- Vi har lært meget af efteråret. Vi ved, hvor vi skal forbedre os, og det er ikke mindst på de defensive dødbolde. Vi lukkede så mange mål ind, at selv hvis vi havde lukket halvdelen ind, ville det stadig for mange. Her har vi et fokus, og så skal vi generelt bare være mere stabile. Det går ikke, at vi spiller drømmefodbold den ene weekend og falder sammen i den næste.
SønderjyskE indleder foråret med en hjemmekamp mod Hobro IK på søndag.
Læs også:Optakt: SønderjyskE - Hobro IK
Læs også:Ingen Kanstrup-alarm i SønderjyskE: Det var bare en forholdsregel
Læs også:Riddersholm efter sejr over Brøndby: Vi er klar til at angribe Superligaen
Læs også:SønderjyskE sejrede i generalprøve mod reservespækket Brøndby-hold
Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub