SønderjyskE havde store forhåbninger til indeværende sæson, men efter 26 spillerunder, hvor man kan drage de første store konklusioner, er det ikke et opmuntrende facit for Haderslev-klubben.
Glen Riddersholms mandskab sluttede på 11. pladsen i grundspillet, og det kaster en plads i slutspillets pulje 1 af sig. Her er SønderjyskE på forholdsvis sikker afstand af Silkeborg IF og en direkte nedrykning, men omvendt er der også fem og seks point op til Lyngby og OB på de to øverste pladser. Hvis ikke SønderjyskE overhaler én af de to, venter en playoff-kamp om nedrykning.
Alt sammen et resultat af et grundspil, der bød på for mange pointtab.
Læs også:Medie: Priske afviser tilbud fra belgisk storklub
- Det har været meget op og ned. Jeg synes, vi har leveret nogle fine præstationer, som også burde have givet nogle flere point, men der har manglet den sidste skarphed, og i sidste ende er det skarphed, der afgør kampe. Fodbolden er en kold og kynisk verden, hvor man først og fremmest bliver målt på antallet af point, og når vi kigger på tabellen, er vi alle enige om, at det ikke er tilfredsstillende. Det er bare også min opgave at nuancere tingene, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk.
SønderjyskE har i denne sæson forstærket sig med markante navne som Mads Albæk, Rilwan Hassan, Patrick Banggaard og Pierre Kanstrup, der alle har det tilfælles, at de har en masse erfaring og tidligere har spillet med i toppen af Superligaen. Det, kombineret med den tidligere guldtræner Glen Riddersholm, der vil indføre en mere boldbesiddende spillestil, gav store forhåbninger. Af samme årsag fremstår en 11. plads skuffende.
Nu handler det dog om at se fremad, fastslår Hans Jørgen Haysen.
Læs også:SønderjyskE forlænger med lejesvende - fortsat uvished om én spiller
- Jeg synes, vi over de seneste år har taget skridt imod en anden spillestil, men der er flere faktorer, der spiller ind. Banerne var ikke så gode i vintermånederne, og så skal man være omstillingsparat, som jeg også synes, vi var. Det har så kostet lidt andre steder. Det er som sagt ikke nogen hemmelighed, at vi havde håbet på flere point, og det er en holdning, alle spillere, trænere og ledere deler, lyder det fra sportschefen.
Han forventer, at SønderjyskE-spillerne slipper tøjlerne i det kommende slutspil.
- Vi går ind i et slutspil, hvor jeg synes, vi har alt at vinde, og vores uafgjorte kamp mod Silkeborg var vigtig i den forstand, at vi i hvert fald på den korte bane ikke er presset bagfra. Det ser jo ud til, at vi skal spille playoff om ikke at rykke ud, derfor skal vi jagte, og vi skal give Lyngby og OB en følelse af, at vi er lige i nakken på dem. De skal tænke; ”for Søren, de ser modbydelige ud, de der SønderjyskE-spillere”. Vi skal spille frit, siger Haysen.
Inden SønderjyskE tager hul på slutspillet, venter en pokalsemifinale mod favoritdræberne fra AC Horsens onsdag aften. Opgøret spilles i Haderslev med kickoff klokken 18.00
Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 26. runde
Læs også:Glen Riddersholm efter remis: Har det med at pisse point væk
Læs også:Klubberne har valgt: Sådan ser Superliga-puljerne ud