Ny luft og mere spilletid.
Det var, hvad Viktor Tranberg søgte, da han skiftede fra FC Nordsjælland til Esbjerg fB i sommer, men han har kun fået én af delene. Samlet set har han spillet 25 minutter i Superligaen og to kampe i Europa League-kvalifikationen i efteråret.
Dermed har den halvsæson, der slutter på søndag, været langt fra det, Tranberg håbede. Han føler, at han har fået for lidt ud af det.
- Jeg kunne mærke, det var tid til at prøve noget nyt. Esbjerg havde en god plan for mig og spændende projekt med Europa League og så videre, men forskellige omstændigheder har gjort, at det er blevet mere turbulent, end jeg havde håbet, siger Viktor Tranberg til tipsbladet.dk.
De omstændigheder er blandt andet de dårlige resultater. EfB ligger på 13. pladsen i Superligaen, og sidste sæsons bronzevindere er i alvorlig nedrykningsfare. Derudover har Tranberg allerede haft tre forskellige trænere: John Lammers, vikaren Claus Nørgaard og nu Lars Olsen.
Han underskrev en fireårig aftale i sommer, og sportschef Jimmi Nagel Jacobsen sagde, at Tranberg var udset som langsigtet afløser for det aldrende midterforsvar bestående af Markus Halsti og Rodolph Austin.
Læs også:Ni Superliga-spillere kan holde tidlig juleferie
På det seneste er det dog Jeppe Brinch, der har fået chancen på bekostning af Halsti, mens Tranberg stadig sidder på bænken.
- Det var det, der blev sagt, at jeg kom hertil: "Vi har to dygtige herrer, som ikke kan spille ti år endnu, og du er stadig ung." Så det handler også om at være tålmodig, siger Viktor Tranberg, men det er lettere sagt end gjort.
- Når man som spiller ser, at resultaterne ikke har været som ønsket, sidder man og gejler man sig selv op: "For helvede, nu vil jeg gerne have min chancen. Nu vil jeg gerne spille."
- Det skal slet ikke lyde, som om det hele bare er midterforsvarets skyld, for det er det ikke. Hvis vi vundet alle kampe, var det måske noget andet. Nu sidder man derude og tænker: ”Hvad hvis jeg fik chancen?”
I stedet sidder Viktor Tranbeg på bænken og tripper for at få chancen i kamp. Og hvad gør man så? Man arbejder selvfølgelig hårdt for at overbevise træneren om sine kvaliteter, men det er der jo ingen, der ikke gør.
- Der er ingen hard feelings, og det er ikke sådan, at jeg sidder og tuder. Men man bliver frustreret. Hvad skal man lægge på? Kan man skubbe på andre parametre? Det kan godt blive en ond cirkel, hvis man sidder ude, og man så glemmer lidt den plan, der er blevet langt, fordi man bare vil spille nu. Men det hjælper ikke at miste fokus.
Læs også:9. december: Toutouh hoppede i et smadrehul og så direkte i spaen
Næste kamp at fokusere på er mod Randers FC på søndag. Her har Rodolph Austin og Jacob "Lungi" Sørensen karantæne. Det havde Daniel Anyembe også, indtil Fodboldens Disciplinærinstans omstødte hans røde kort i seneste runde mod SønderjyskE. Det forringer Tranbergs chancer for spilletid markant.
Til gengæld håber han på, at vinteropstarten giver ham og de andre reserver i Esbjerg chancen for at starte fra nul.
- Lars (Olsen, red.) kom jo ind midt i sæsonen, og han har sat sig fast på dem, han bruger, hvilket er fuldt forståeligt i en presset situation. Jeg og de andre, der sidder ude, håber på en frisk start, fordi der er længere tid til kampene, og man forhåbentlig kan kan vise sig frem, siger han.
22-årige Viktor Tranberg er noteret for 35 Superliga-kampe og 13 Allsvenskan-kampe for Örebro i efteråret 2018.
Læs også:Superligaens bedste: Ny mand på tronen
Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 19. runde
Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere