Video : Tipsbladet
Superliga

Simon Jakobsen glæder sig over rent bur: Betyder noget fremadrettet

Hobros nye midterforsvarer Simon Jakobsen slår fast, at holdet kan tage meget med fra 0-0-kampen mod AGF fredag aften.

Simon Jakobsen skiftede i vinterpausen fra Silkeborg til Hobro, og fredag aften fik han sammen med resten af holdet deres første point i forårssæsonen, da det blev til 0-0 mod AGF på udebane. Her var det en præstation, som gav meget for Jakobsen i forhold til arbejdet mod at overleve i landets bedste række.

Det fortæller han til TV3 Sport.

- Jeg synes, at vi bygger fint videre på en rigtig flot indsats mod Midtjylland, som vi var rigtig trætte af ikke gav noget. Det siger sig selv, at vi skal have nogle point, hvis vores mission om overlevelse skal lykkes, siger han og fortsætter:

Læs også:Hobro har spillet 12 kampe uafgjort: Vi kan spille lige op mod alle

- Det er sindssygt fedt med et clean sheet. Det er jeg glad for som forsvarsspiller, men det betyder også noget fremadrettet, fordi det bliver ikke i alle kampe, at vi får vildt mange chancer. Det er vigtigt at kunne og så sætte en ind til sidst. Det var vi tæt på et par gange, så det var en flot indsats, lyder det fra Simon Jakobsen.

Samtidig slår han fast, at det er vigtigt for holdet, at den defensive struktur er på plads, når man er i gang med at sætte en ny bagkæde sammen i Hobro.

- Det er noget, vi har haft meget fokus på i truppen, fordi jeg er ny. Der skal altid bruges lidt på at spille et nyt forsvar sammen. Der har vi bygget på både i opstarten og i de første par kampe. Det var ikke særlig godt nede i Sønderjyske, det så godt ud langt henad vejen mod Midtjylland og i dag synes jeg, at det var rigtigt godt i 90 minutter. Hvis vi kan tage det med, så tror jeg, at der kommer flere point til os, fortæller Simon Jakobsen.

Læs også:Jakob Ankersen træt af banen: Havde scoret to med en bedre måtte

Næste opgave for Hobro er mod EfB på hjemmebane.

Læs også:AGF har scoret i ni kampe i træk: Endestationen blev mod Hobro

Læs også:Bedst og værst: Ankersen knoklede på håbløs bane