Oprykkerne fra Silkeborg har haft et svært efterår i Superligaen og overvintrer på sidstepladsen, men i klubben er troen på overlevelse intakt.
Silkeborgs sportslige ledelse er klar til at investere i nye spillere i januar med henblik på at sikre en ny sæson i landets bedste række.
- Vi har sat os for at gøre alt, hvad vi kan for at styrke truppen, og vi vil give det et sats i forhold til at redde os i Superligaen, siger sportschef Jesper Stüker.
- Jeg ved ikke, om der kommer en større udskiftning, men kan vi optimere på to-tre positioner, og får vi det helt rigtige ind, kan det måske gøre forskellen for os.
- Det er med øjne på at kunne klare os i Superligaen, at vi vil gøre nogle ting, og der skal kvalitet i det, vi foretager os. Vi skal forsøge at få mest muligt ud af de midler, vi har.
Efter søndagens 0-1-nederlag til medoprykkerne fra Lyngby erkendte Silkeborg-træner Kent Nielsen, at efterårets pointhøst har været utilfredsstillende.
Trods det pointmæssigt dårlige efterår er han dog slet ikke klar til at smide håndklædet i ringen.
- Ti point er skuffende. Det havde vi ikke forestillet os at stå med, og vi havde en klar forventning om at have flere point, men målsætningen i foråret er fortsat at overleve i Superligaen.
- Så længe det er matematisk sandsynligt, kommer vi til at gå hårdt efter det. Vi skal levere i alle kampe, og det har vi været gode til i mange kampe, men vi har bare ikke fået de point, vi skulle have.
Højrebacken Svenn Crone understreger, at også spillertruppens tro på overlevelse er intakt før foråret.
- Vi tror stadig på, at vi kan overleve. Det bliver vi ved med, til det ikke længere kan lade sig gøre, siger Crone.
- Vi havde fortjent at slå Lyngby, og det var symptomatisk for os, at vi tabte kampen.
- Vi har spillet mange gode kampe, som vi fortjente at få mere ud af, og det skal løses i foråret.
Silkeborg ligger på sidstepladsen, og i en sæson, hvor tre hold rykker ud af Superligaen, har holdet efter 20 runder 12 point op til Sønderjyske, som ligger fjerdesidst.
/ritzau/