Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg kan ånde lettet op: Ronnie Schwartz er klar

Ronnie Schwartz udgik med en knæskade i kampen mod Brøndby, men er alligevel klar til lørdagens kamp.

Silkeborg-topscorer Ronnie Schwartz er klar igen for Silkeborg, efter at han mandag udgik med en knæskade i superligakampen mod Brøndby.

På sin hjemmeside har Silkeborg offentliggjort truppen til lørdagens kamp mod AC Horsens, og her figurerer holdets topscorer blandt Kent Nielsens 20 udvalgte.

Angriberen tog sig til knæet efter et sammenstød med Brøndby-målmand Marvin Schwäbe og kaldte med det samme på lægestaben.

Schwartz forsøgte kortvarigt at vende tilbage på banen, men udgik til sin store ærgrelse i første halvleg.

Efter kampen udtrykte han alligevel optimisme.

- Lægen har foretaget nogle undersøgelser, der viser, at knæet er forholdsvis stabilt, så derfor er jeg rimelig optimistisk i forhold til omfanget af skaden, sagde Ronnie Schwartz.

Uheldet gav den tidligere Randers- og AaB-angriber dårlige minder om en korsbåndsskade, han pådrog sig i 2017.

- Det var ikke sjovt at få de tanker inde i hovedet igen på det værst tænkelige tidspunkt for mig, når jeg i længere tid har været inde i en god periode, sagde han.

Men nu kan han tilsyneladende ånde lettet op, og det samme kan cheftræner Kent Nielsen, der ikke har væltet sig i succesoplevelser med Silkeborg i denne sæson.

Oprykkerholdet er sidst i Superligaen med syv point, men med ti mål og en andenplads på topscorerlisten har Ronnie Schwartz været et lyspunkt.

/ritzau/