Silkeborg og Ronnie Schwartz er ikke i dialog om ny kontrakt
Hvis Silkeborg IFK skal have succes i denne sæson, er Ronnie Schwartz ikke bare en vigtig spiller. Han er altafgørende.
Den 29-årige angriber er manden, der skal score målene for oprykkerne, og han er foreløbig kommet godt i gang med fem mål i de første syv kampe. I sidste sæson blev han en helt suveræn topscorer i NordicBet Ligaen, så "Plaffeministerens" tid i Søhøjlandet har været en kæmpe succes.
Det store spørgsmål er imidlertid, hvor lang tid den varer.
Ronnie Schwartz har kontraktudløb i Silkeborg IF efter denne sæson, og selv om Silkeborg IF må have alle intentioner i verden om at beholde angriberen, har klubben endnu ikke grebet fat i topscoreren.
- Jeg har ikke rigtig snakket med dem. De har måske snakket lidt. Jeg tror gerne, at de vil forlænge, eller jeg ved egentlig ikke, om de vil. Vi har ikke haft nogen dybere dialog, og jeg føler ikke, at jeg har fået noget endeligt fra klubben, siger Ronnie Schwartz til Midtjyllands Avis
Lokalavisen har også været i kontakt med Jesper Stüker, der er sportschef i Silkeborg IF, men han har ikke nogen kommentarer til Ronnie Schwartz' fremtid i den røde trøje.