Sidste pokal-kvartfinale på plads: AaB er videre efter sejr over HB Køge
Foto: Lars Ronbog / Getty Images
Superliga

Sidste pokal-kvartfinale på plads: AaB er videre efter sejr over HB Køge

Det er nu sikkert, at AaB møder FCK i pokalturneringens ene kvartfinale. Det sker efter, at AaB vandt over HB Køge onsdag aften.

Så er vinderen af pokalkampen mellem HB Køge og AaB fundet.

Egentlig skulle det være sket for længe siden, men holdenes opgør blev udskudt efter, at AaB’s materialevogn blev forsinket af et uheld på Storebæltsbroen.

Klokken 18 var både AaB’s spillere og materiale fremme i HB Køge, hvor der skulle findes en vinder, så FCK kan få svar på, hvem klubben skal møde i kvartfinalen i denne sæson af pokalturneringen.

Det svar er AaB. Det sker på baggrund af en stærk kamp af Superliga-klubben, der sikkert sejrede 3-0 mod HB Køge, der til hverdag holder til i 1. division.

Midt i 1. halvleg kom aalborgenserne foran på mål af 23-årige Oliver Abildgaard, der har haft hele sin fodboldopvækst i AaB.

Et kvarter inde i anden halvleg kom norske Iver Fossum også på måltavlen.

Kampen blev lukket af hollandske Tom van Weert, der scorede til 3-0.

Dermed skal AaB spille mod FCK i pokalturneringens kvartfinale. De andre kampe er: AC Horsens – Silkeborg, Esbjerg – AGF, og Randers – Sønderjyske.