19 dage.
Det var alt, hvad det blev til for den serbiske offensivspiller Uros Nenadovic i AC Horsens.
Kort efter midnat mandag meddelte den østjyske Superliga-klub, at Nenadovic havde fået ophævet sin kontrakt. Af pressemeddelelsen fremgik det, at serberen ikke følte, han kunne vise sig frem fra sin bedste side i AC Horsens' spillestil.
Da den melding nåede Horsens-manager Bo Henriksen, tøvede han ikke med at finde papir og kuglepen frem og annullere aftalen.
- Vi er nok bare lidt hurtigere til at eksekvere på det område, end så mange andre er. Vi er måske lidt kyniske, men hvis man indser, at det ikke går, er der ingen grund til at spilde flere år på det, siger Bo Henriksen til tipsbladet.dk og tilføjer:
- Der er jo eksempler i alle klubber på, at der bliver hentet en spiller, som ikke får forløst potentialet. Ofte sker der så det, at klubberne beholder spilleren – måske for ikke at se dumme ud – og så ender det nogle gange med en masse lejemål og andet. Der er vi bare mere kyniske. Jeg kunne godt tvinge spilleren til at blive, men hvorfor skulle jeg det? Hvis matchet ikke er der, er der ingen grund til at trække den.
- Og så ved jeg godt, at det er nemmere at sige som cheftræner i AC Horsens end i eksempelvis Brøndby eller FC København. Vi har ikke Ekstra Bladet og BT hængende over hovedet hver eneste dag, vi har kun Tipsbladet og Horsens Folkeblad. Vi er nok ikke lige så bange for en mindre god case.
Uros Nenadovic nåede aldrig at komme i aktion for AC Horsens, og det viste sig altså hurtigt at være et dårligt match, men Bo Henriksen fastslår, at han intet skidt har at sige om serberen.
- I det konkrete tilfælde med Uros fandt vi ud af, at det ikke var det bedste match alligevel. Han bankede på min dør og sagde, at han ikke mente, han kunne være den bedste udgave af sig selv i AC Horsens' spillestil, og så måtte vi finde en løsning. Så er der jo ingen, der er tjente med, at han er i klubben. Men Uros er en fin fyr, som jeg godt kan lide. Det handlede kun om det professionelle, lyder det fra Bo Henriksen.
Kan ikke sammenlignes med Martin Pusic
At AC Horsens ophæver kontrakten med en spiller få dage efter, at aftalen er skrevet under, er set før. I sidste sæson var Martin Pusic også på lynvisit i klubben - det samarbejde ophørte efter fire dage.
To måneder efter Pusic' exit i AC Horsens fortalte han i et stort interview med det østrigske medie Spox, at han ikke brød sig om spillestilen i AC Horsens. Det var dog ikke noget, han gav udtryk for i den pressemeddelse, AC Horsens udsendte i forbindelse med ophævelsen.
Til Spox sagde Martin Pusic blandt andet:
- De satser på 40 meter lange indkast og fokuserer næsten udelukkende på standardsituationer. Jeg er opmærksom på vigtigheden af standardsituationer i dagens fodbold og har selvfølgelig ikke noget problem med at træne dem. Men hvis spillet udelukkende er fokuseret på dem, er fodbold ikke sjovt.
Bo Henriksen mener ikke, at situationen med Uros Nenadovic og Martin Pusic kan sammenlignes.
- Pusic kom til mig og sagde, at han gerne ville væk af personlige årsager, og det gav jeg ham lov til. Igen kunne jeg godt have været et dumt svin og have tvunget ham til at opfylde den kontrakt, han selv havde skrevet under på, men mennesket vil altid veje tungest her i klubben.
- Pusic var jo på mange måder vores stjerne, men vi var slet ikke i tvivl om, at vi ville være fair over for ham. Derfor forlod han klubben hurtigt.
- Jeg synes, det er markant anderledes denne gang. Pusic var noget menneskeligt, det her er noget professionelt. Det har ingen relevans at sammenligne de to tilfælde, fastslår Bo Henriksen.
AC Horsens næste opgave er på udebane mod SønderjyskE.