Det var aldrig planen, at fodboldlandsholdet skulle skifte assistenttræner et halvt år før sommerens EM-slutrunde, men da Jon Dahl Tomasson smuttede til Malmö FF, poppede Ebbe Sands navn op som det første hos landstræner Åge Hareide.
Efter at have ført samtaler med den tidligere landsholdsbomber fra Hadsund fik Hareide bekræftet, at Sand ville være et godt match for landsholdet. Derfor blev Sand fredag præsenteret som nordmandens nye assistenttræner.
- Jeg tænkte på Ebbe Sand med det samme. Han var ledig, han har arbejdet med landsholdet under Morten Olsen, og han har slutrundeerfaring både som træner og som spiller. På den måde opfylder han mange af vores kriterier.
- Derudover kender jeg hans omdømme som en rar person. Han har stor respekt på landsholdet hos de spillere, som også var en del af landsholdet, da han var angrebstræner, og de spillere har jeg også taget med på råd.
- Så da Ebbe samtidig viste stor interesse og entusiasme, var det ikke svært at lave en aftale, siger Åge Hareide.
Læs også:Ebbe Sand om Brøndby-exit: Det var en mega skuffende afslutning
Fra 2008 til 2014 var Ebbe Sand angrebstræner på Morten Olsens landshold. Hans første opgave under Hareide bliver også at holde øje med Kasper Dolberg, Andreas Cornelius og de øvrige landsholdsangribere.
- Jeg kommer til at give de opgaver, som passer bedst til ham. Han skal blandt andet have et ekstra øje på vores angribere til at starte med, for der har han store kompetencer, og så er der nogle andre ting, han stille og roligt nok skal komme ind i, siger landstræneren.
Åge Hareide og Ebbe Sand har ikke haft noget personligt forhold til hinanden tidligere, men allerede ved første samtale om assistenttrænerjobbet stod det klart, at de to var på bølgelængde.
- Han var jo rejst fra Brøndby til Schalke 04, da jeg kom til Brøndby. Vi mødte Schalke i en træningskamp, og vi har da hilst på hinanden, men ikke haft den store kontakt.
- Men han er en vellidt person med et godt omdømme, og vi har haft nogle gode snakke allerede.
Læs også:Mads Øland stopper som direktør i Spillerforeningen
- Jeg kommer til at savne Jon Dahl som kammerat og samtalepartner, men jeg håber at få et lige så godt forhold til Ebbe, siger Åge Hareide.
Ebbe Sand har ikke haft noget trænerjob, siden han stoppede som landsholdets angrebstræner i 2014.
Det giver dog ikke anledning til bekymring hos Åge Hareide, fordi Sand siden har holdt sig orienteret i fodboldbranchen og også har haft en kort periode som sportsdirektør i Brøndby.
- Han er en fodboldmand, så der er ikke noget at være bange for, siger nordmanden.
/ritzau/
Læs også:Officielt: Ebbe Sand klar som assistent for Hareide