Oliver Abildgaards sæson i AaB er ikke gået som ønsket.
Efter at have været en stor profil i AaB i sidste sæson, døjede han med skader i store dele af 2019, og det gik ud over efteråret. Andre spiller eoverhalede ham i jagten på spilletid på nordjydernes midtbane, og i alt kom Abildgaard kun i aktion i 11 ud af 20 Superliga-kampe, mens det blot blev til to startpladser.
Alt i alt har det været et efterår, der ikke har levet op til forventninger for den 23-årige midtbanespiller.
- Når man har været skadet, som jeg var i store dele af efteråret, er det klart, at man ser tilbage på et efterår, der kunne have været bedre. Det kom ovenpå en rigtig god periode, og når det sker, kan man jo ikke træne med og spille kampe, som man gerne vil, fortæller Oliver Abildgaard til tipsbladet.dk.
Læs også:Klubmand overvejer AaB-exit: Det er selvfølgelig med i mine overvejelser
Den gode periode, Oliver Abildgaard nævner, var også blevet bemærket i udlandet. I sommer var der nemlig interesse fra udlandet, og længe var Sparta Prag fra Tjekkiet meldt interesserede i den stærke AaB-spiller. I sidste ende blev han dog med at blive i AaB.
Transfervinduet er nu igen åbnet, og rygterne om et AaB-exit for Oliver Abildgaard er på ny blusset op. Forleden skrev Ekstra Bladet, at AaB er klar til at sælge midtbanespilleren til en udenlandsk klub, og at nordjyderne har sænket deres priskrav. Abildgaard vil heller ikke selv afvise, at et klubskifte kan ske i januar.
- I og med at transfervinduet er åbent, kan der naturligvis ske ting, men det er overhovedet ikke et sted, jeg lægger mit fokus. Man så i sommer, at selvom der var en helt masse interesse i sommer og noget konkret, er det ikke sikkert, at der sker noget, siger Oliver Abildgaard.
Men han har dog ikke fået indikationer om, at AaB prøver at afskibe ham.
Læs også:Transferplanen: Lyngbys kamp for at holde på Brøndby-spiller
- Nej. Som Thomas Bælum (administrerende direktør i AaB, red.) har udtalt, så hvis der kommer nogle konkrete bud, kigger vi på det sammen. Ellers giver jeg den fuld gas her i AaB, siger Oliver Abildgaard og tilføjer:
- Det skal siges, at i sommer var det heller ikke noget, jeg brugte alt for lang tid på. Det var selvfølgelig, fordi det kom så tæt på, som det kom til allersidst, så var man nødt til at bruge en del på det. Men det har aldrig været noget, der har fyldt noget. Der er altid transferperiode to gange om året, og hvis man pludselig stopper med at spille fodbold og være der, hvor man er, kan det hurtigt gå galt. Det er den klub, jeg er i, der er den vigtigste.
Den hårdtarbejdende midtbanespiller fokuserer i stedet på at kæmpe sig på holdet i den nordjyske klub, og her glæder han sig over at være skadesfri og have en fuld opstart til at komme i form.
- Det er optimalt. Hvis man ikke træner med og spiller de træningskampe, der nu engang er, er det jo ikke optimalt. Så det er rigtig sundt for mig og godt at komme i den helt rette form, så kroppen står knivskarpt til en god halvsæson, siger Oliver Abildgaard.
Oliver Abildgaard har kontraktudløb i AaB i sommeren 2022.
Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020
Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub
Læs også:Transfervarm Michael Lumb: Jeg slår ikke Bo i hovedet