FC København og FC Midtjylland vandt begge i syvende spillerunde, og der er lagt op til et sandt brag, når de to mandskaber tørner sammen på søndag i Parken. Også AaB, OB og AGF noterede sig for tre point i den forgange runde, mens Brøndby IF og Silkeborg delte i porten fredag aften.
Vi har som altid set nærmere på de bedste individuelle præstationer.
Her følger Rundens Hold i Superligaen for 8. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:
Målmand: Hans Christian Bernat, OB (1)
Det gik glimrende, da OB senest valgte at satse på en fynsk målmand - han blev solgt til Hertha Berlin for et stort millionbeløb. Nu skal OB og 20-årige Hans Christian Bernat forsøge at gentage succeshistorien, og målmanden viste sig frem på fornemste vis mod SønderjyskE mandag aften. Hans Christian Bernat blev OB's redningsmand med to flotte redninger i slutfasen.
Højre back: Kristoffer Pallesen, AaB (1)
Superligaens assistkonge havde næstsidste fod på to af AaB's tre scoringer mod Viborg FF, og dermed er han nu oppe på fem oplæg i indeværende sæson. Imponerende af Kristoffer Pallesen, der snart runder 200 kampe i landets bedste række.
Central forsvarer: Nicolai Boilesen, FC København (2)
Formstærke Nicolai Boilesen fortsatte med at imponere i det centrale forsvar med en god præstation på udebane mod Randers FC, som havde svært ved at tilspille sig store chancer i søndagskampen. Boilesens evner i opspillet er ligeledes en stor fordel for Superligaens tophold. Gad vide, om han nogensinde bliver venstre back igen?
Central forsvarer: David Khocholava, FC København (2)
Tænk sig, at det kun er få måneder siden, vi talte om, at FC Københavns defensiv var en katastrofe. Sådan forholder det sig på ingen måde i denne sæson, og en stor del af æren skal tilskrives David Khocholava, der har fået en flot start i dansk fodbold. Mod Randers FC var han atter solid, da FCK noterede sig for et clean sheet.
Venstre back: Christian Sørensen, Viborg FF (1)
Han er ikke en spiller, der løber med overskrifterne, men Christian Sørensen har gang i en forrygende sæson - det ændrer 2-3-nederlaget til AaB ikke på. Christian Sørensen assisterede begge Viborg-mål, og defensivt kom han i vejen for mange af nordjydernes indlæg. Ingen i hele Superligaen har haft flere chanceskabende afleveringer end Christian Sørensen i denne sæson.
Højre midtbane: Emmanuel Sabbi, OB (2)
Emmanuel Sabbi er lidt en humørspiller, og mandag var han i godt humør. OB-profilen sørgede for nogle underholdende indslag i sejren over SønderjyskE, hvor han var kraftigt involveret i oplægget til Jørgen Skjelviks fuldtræffer. Sabbi arbejdede hårdt i begge ender af banen.
Central midtbane: Pedro Ferreira, AaB (2)
Han er normalt ikke en mand, der laver mange mål, men det hele gik op i en højere enhed for Pedro Ferreira mod Viborg, hvor han blev dobbelt målscorer - for første gang i portugiserens karriere. De klassiske Ferreira-indslag som hårde tacklinger og mange nærkampe var der også, men det klædte AaB'eren også at vise målfarlighed.
Central midtbane: Mikael Anderson, AGF (1)
Med mange års forsinkelse debuterede Mikael Anderson for barndomsklubben, og det blev en drømmedebut for den dyrtindkøbte offensivspiller, der for alvor gjorde en forskel for AGF, da han blev skiftet inden til anden halvleg. Anderson beviste samtidig, at man ikke behøver ramme den "lige i røven" for at score.
Venstre midtbane: William Bøving, FC København (1)
Den 18-årige FCK-spiller gjorde det til 1-0 mod Randers FC, og han var et mulehår fra også at lave en assist til Pep Biel. På den måde sørgede William Bøving for, at ingen savnede Mohamed Daramy søndag eftermiddag. Det ligner en sæson, hvor alt går op i en højere enhed for FC København.
Angriber: Gustav Isaksen, FC Midtjylland (1)
Anders Dreyer er væk, så nu er det op til Gustav Isaksen i FC Midtjylland. Den opgave er han mere end klar til at tage på sig bedømt ud fra fredagskampen mod FC Nordsjælland. U21-landsholdsspilleren var banens bedste i Herning, og prikken over i'et var scoringen til 1-0. Det eneste minus var, at han burde have scoret endnu flere.
Angriber: Nicolai Vallys, Silkeborg IF (3)
Nicolai Vallys arbejder som en hest i holdets tjeneste, men han bringer også andet til Silkeborg-mandskabet end knofedt. Mod Brøndby blev det til en assist, og han kunne forlade Vestegnen med oprejse pande.
I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.