Rundens Hold i Superligaen - 19. runde
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 19. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Næstsidste runde før juleferien er afsluttet, og det blev til noget så sjældent som en sejr til Silkeborg IF, der fik skovlen under Randers FC. Også topholdene FC København og FC Midtjylland vandt, mens SønderjyskE hev forløsende tre point mod Esbjerg fB.

Vi har set nærmere på de spillere, der gjorde størst indtryk i den forgangne runde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 19. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Thomas Mikkelsen, Lyngby Boldklub (2)
De helt store målmandspræstationer stod ikke i kø i 19. runde, men Thomas Mikkelsen gjorde bestemt en god figur, da Lyngby Boldklub fik et point med fra Aarhus. Den 36-årige målmand kan stadig begå sig på højeste niveau, og han har været en sikker sidste skanse i hele efteråret. 

Højre back: Ryan Johnson Laursen, OB (2)
Mandagskampen mellem OB og AaB var ikke nogen stor oplevelse, men det var godt at se Ryan Johnson Laursen tilbage efter tre måneder, og backen var velspillende af en mand, der bør være en smule rusten. Ryan Johnson Laursen var solid i defensiven, og flere gange gjorde hans overlap også ondt på AaB'erne. 

Central forsvarer: Victor Nelsson, FC København (3)
FCK-stopperen gjorde en god figur på sin gamle hjemmebane. I en FCK-bagkæde udelukkende bestående af tidligere FC Nordsjælland-spillere var Nelsson den mest fremtrædende, og han virker ikke slidt, selv om han har spillet et hav af kampe i dette efterår. Nu kan han snart skimte en velfortjent juleferie. 

Central forsvarer: Alexander Scholz, FC Midtjylland (3)
Alexander Scholz dominerede klart i den midtjyske defensiv. FCM-stopperen har gjort det fremragende i denne sæson, og mod Brøndby leverede han én af sine allerbedste præstationer. Scholz noterede sig for hele 13 clearinger. 

Venstre back: Pierre Bengtsson, FC København (1)
Nicolai Boilesen har helt klart været savnet i denne halvsæson, men Pierre Bengtsson har gjort det godt, og det gjorde han også mod FC Nordsjælland søndag. Svenskeren erobrede flest bolde af alle i 19. spillerunde, og han agerede klogt over for de hurtige FCN-spillere.

Højre midtbane: Mustapha Bundu, AGF (4)
AGF-profilen kom for engangs skyld ikke på måltavlen, men han var alligevel fremtrædende i opgøret mod Lyngby, hvor han flere gange følte sig snydt af den debuterende dommer Jonas Hansen - formentlig med god grund. Mustapha Bundu var pågående og blev blandt andet snydt for et straffespark og en friløber. 

Central midtbane: Frank Onyeka, FC Midtjylland (1)
Matchvinderen på Brøndby Stadion bør være et emne på Nigerias landshold, lød det efter kampen fra holdkammeraten Erik Sviatchenko. På dette Rundens Hold er Frank Onyeka selvskrevet, og han ligner mere og mere en spiller, der én dag kan indbringe FC Midtjylland en betydelig transfersum. Foruden scoringen var han også ophavsmand til Awer Mabils mål med en flot tredjesidste fod. 

Central midtbane: Rezan Corlu, Lyngby Boldklub (4)
Lejesvenden fra Brøndby har været én af de helt store oplevelser i Superligaen i det sene efterår, og det er tredje gang i træk, at Rezan Corlu får en plads på Rundens Hold. Mod AGF scorede han et flot mål, men det er også værd at bemærke den flotte indsats, han lægger for dagen i defensiven. Også her er han en vigtig mand for Lyngby. I 19. spillerunde var han én af de spillere, der vandt flest dueller. 

Venstre midtbane: Jeppe Okkels, Silkeborg IF (1)
20-årige Okkels er et af de mest lysende talenter i Silkeborg IF, men som sine holdkammerater har han haft en svær sæson. Mod Randers FC fik han god plads, og så kvitterede han med en flot præstation og en enkelt scoring. 

Angriber: Kamil Wilczek, Brøndby IF (6)
Brøndby-topscoreren bliver ved med at føje mål til samlingen. Mod FC Midtjylland noterede han sig for scoring nummer 17, og han ligner en helt suveræn ligatopscorer. Kamil Wilczek havde også et godt øje for medspillerne i søndagens kamp og er bare en forrygende angriber. 

Angriber: Artem Dovbyk, SønderjyskE (1)
Artem Dovbyk fik kun en halv time på banen mod Randers FC, men han gjorde en helt afgørende forskel på den korte tid. Først udlignede FCM-lejesvenden til 1-1, og senere tilkæmpede han sig et straffespark, som Christian "Greko" Jakobsen omsatte. Et markant aftryk af ukraineren, der formentlig kan se frem til at starte inde i årets sidste kamp mod AC Horsens.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.

Læs også:FCK-yndling afviste jobbet: Tidligere Brøndby-spiller bliver træner i Sverige

Læs også:10. december: Brøndby-boss kørte forkert, da han skulle købe Makienok

Læs også:Ekspert: Disse to Brøndby-spillere har været for dyre

Læs også:Har Brøndby været en god investering? Her er Jan Bech Andersens svar

Læs også:Steinlein om Brøndby-økonomi: Man skal passe på med sine udmeldinger