Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 15. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Randers FC, OB, AGF, FC Midtjylland, FC København og Brøndby IF hentede tre point i Superligaen i den forgangne runde, og dermed var det en runde med favoritsejre stort set hele vejen rundt. 

De syv kampe bød også på en masse gode individuelle præstationer, og vi har som altid samlet de bedste.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 15. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Rafael Romo, Silkeborg IF (3)
For anden kamp i træk i denne sæson "nøjedes" Silkeborg IF med at indkassere et enkelt mål, og igen skal Rafael Romo tilskrives en stor del af æren for, at det gik sådan til. Venezuelaneren havde flere gode redninger og har været en god mand for oprykkerne i denne sæson. 

Højre back: Joel Andersson, FC Midtjylland (3)
FCM lagde navn til en fornem defensiv præstation mod AaB, og det gjaldt blandt andre Joel Andersson, der er ved at udvikle sig til en af de bærende kræfter på det midtjyske mandskab. En klog spiller. 

Central forsvarer: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland (3)
FCM-stopperen havde en aktie i Frank Onyekas afgørende scoring mod AaB, da det var en ripost fra Erik Sviatchenko, der førte til sejrsmålet. Sviatchenkos primære arbejde var dog i det defensive, og her gjorde han en fejlfri figur over for Lucas Andersen og de øvrige AaB'ere. Sviatchenko vandt flest luftdueller af alle, og han erobrede flest bolde. 

Central forsvarer: Sotirios Papagiannopoulos, FC København (2)
Fra at være på glatis i store dele af sidste sæson har FCK-stopperen været yderst velspillende i denne sæson, og det var han også mod SønderjyskE, hvor hjemmeholdet holdt buret rent. Sotirious Papagiannopoulos har fået en del spilletid i skadesfraværet af Andreas Bjelland, og den tidligere danske landsholdsspiller skal stå tidligt op for at vinde sin plads tilbage. 

Venstre back: Jacob Barret Laursen, OB (2)
Solid præstation af OB-backen, der er i fulde omdrejninger igen efter sin skadespause, og han klæder afgjort det fynske mandskab. Barrett vandt de fleste af sine dueller mod Hobro og stødte godt med frem i offensiven. 

Højre midtbane: Louka Prip, AC Horsens (1)
Den tidligere Hvidovre-spiller har fået gang i målscoringen og kom på tavlen for anden kamp i træk for AC Horsens. Mod Esbjerg fB sørgede han for udligningen til 1-1, og kampen igennem sørgede han for at holde vestjydernes defensiv beskæftiget. 

Central midtbane: Evander, FC Midtjylland (2)
Evander kan nogle ting, som ikke mange kan i Superligaen. Mod AaB diskede den brasilianske troldmand op med flere lækkerier, som efterlod nordjyderne rundforvirrede. Evander var få centimeter fra også at score i kampen. En fornøjelse at overvære, når det kører for ham. 

Central midtbane: André Rømer, Randers FC (3)
Randers-spilleren havde et godt blik for sine holdkammerater i 2-1-sejren over Lyngby Boldklub. André Rømer var ophavsmand til flere farlige situationer, og han fordelte bolden godt på den centrale midtbane. 

Venstre midtbane: Mikkel Kallesøe, Randers FC (1) 
Det var Mikkel Kallesøe, bolden dumpede ned foran mod Lyngby. Randers-spilleren kom frem til mange chancer og havde hele fem afslutninger i løbet af kampen. Én af dem sad i skabet og sikrede kronjyderne en sejr på 2-1. Med lidt mere skarphed havde Kallesøe scoret yderligere.

Angriber: Bashkim Kadrii, OB (4)
OB's bedste spiller i denne sæson er svær at stoppe i øjeblikket. Mod Hobro var han igen afgørende, da han først bragte fynboerne foran 1-0 med en hammer fra kanten af feltet, og lidt senere assisterede makkeren Sander Svendsen på fornemste vis. Bashkim Kadrii er nu oppe på syv mål og fem assists i denne sæson - imponerende. 

Angriber: Patrick Mortensen, AGF (1)
AGF-angriberen blev matchvinder mod FC Nordsjælland med en scoring på straffespark, og det var prikken over i'et på en god præstation, hvor Patrick Mortensen og var dygtig til at sætte holdkammeraterne i scene. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.

Læs også:Kasper Fisker skal opereres igen: Satser på comeback i denne sæson

Læs også:Ekspert: Silkeborg har brug for viagra nu

Læs også:Landstræner til Bubacarr Sanneh: Vend tilbage til Danmark

Læs også:Silkeborg-direktør fastslår: Ronnie Schwartz vil til udlandet

Læs også:Brøndby-midt tilbage fra skade: Jeg vil ikke love for meget