Video : Tipsbladet
Superliga

Trods lukkede grænser: Købte fodboldspillere har grønt lys til Danmark

Selv om de danske grænser er lukkede, kan en Superliga-klub stadig købe en udenlandsk spiller, og den pågældende spiller får med al sandsynlighed lov at rejse ind i landet med det samme. Det vil være et anerkendelsesværdigt formål, oplyser Rigspolitiet.

Mange spår, at sommerens transfervindue bliver en mere stille omgang, end man normalt ser, men der skal naturligvis nok blive handlet fodboldspillere. Også til klubberne i Superligaen.

Spørgsmålet er bare, om udenlandske spillere reelt kan skifte til en klub i Danmark, som tingene er lige nu.

Hvis udlændinge skal have grønt lys til at krydse den danske grænse, skal de have et såkaldt "anerkendelsesværdigt formål", og er det anerkendelsesværdigt, hvis en spiller skal til Danmark for eksempelvis at se på forholdene i en Superliga-klub, forhandle kontrakt eller gennemgå et lægetjek? 

- Vi ser altid på den individuelle sag, og det er et meget generelt spørgsmål, som falder lidt mellem to problemstillinger, oplyser Rigspolitiets pressetjeneste til tipsbladet.dk.

Læs også:Hobro IK indkalder OB til Sabbi-forhandlinger

De to problemstillinger er, om der er tale om en jobsamtale eller et erhvervsmøde.

- Et erhvervsmøde vil være et anerkendelsesværdigt formål, hvis det ikke kan afholdes virtuelt. Hvis vi tager udgangspunkt i, at en fodboldspiller kan være på vej til en dansk klub, vil nogle ting helt sikkert godt kunne foregå virtuelt, men det kan et lægetjek selvfølgelig ikke. Så det vil være anerkendelsesværdigt. Hvis en kontrakt skal underskrives, kan det også være nødvendigt at være fysisk til stede.

- I forhold til en jobsamtale skal en udlænding kunne dokumentere den forestående jobsamtale og angive en kontaktperson, politiet kan ringe til og få oplysningerne bekræftet. En jobsamtale vil typisk være noget, der godt kan klares over eksempelvis Skype, så det ærinde vil nok blive afvist ved grænsen, med mindre det kan dokumenteres, at det er en hastesag at mødes med en potentiel arbejdsgiver.

Læs også:Transferkongerne: Superliga-mirakel og EM-kampe gav milllion-jackpot

- Og i fodboldens verden opererer man jo med et transfervindue med deadlines, så for en fodboldspillers vedkommende vil det være et anerkendelsesværdigt formål. De kan jo meget klart dokumentere, at de har travlt, oplyser pressetjenesten.

Selv om der altså umiddelbart gives grønt lys til, at en udenlandsk spiller kan rejse ind i Danmark med henblik på en transfer, gælder der fortsat én altoverskyggende regel. 

- Alt, hvad der overhovedet er muligt at klare virtuelt, skal klares virtuelt, fastslår Rigspolitiets pressetjeneste.

Det er stadig uvist, hvornår regeringen genåbner grænserne til Danmark. Alle danske statsborgere kan frit passere gennem bommene. 

Læs også:FCN-træner skal bo på hotel, indtil der er en kur mod coronavirus

Læs også:Superliga-spillere skal tage egen temperatur før hver træning

Læs også:OB forfremmer 19-årige Tarik Ibrahimagic til førsteholdet