Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm vil forlænge med profil: Han er en atypisk Superliga-spiller

Glen Riddersholm krydser fingre for, at SønderjyskE formår at lande en ny aftale med Marco Rojas.

Marco Rojas har været på banen i 11 af 12 Superliga-kampe for SønderjyskE i denne sæson, og dermed er det indlysende, at newzealænderen er en vigtig brik på Glen Riddersholms mandskab.

Det er samtidig en brik, cheftræneren ikke kan vide sig helt sikker på også at have til rådighed i foråret.

27-årige Marco Rojas, der blev hentet i Heerenveen tilbage i januar, har godt to måneder tilbage af sin kontrakt med SønderjyskE, og dermed er det ved at være tid, hvis Haderslev-klubben gerne vil forlænge samarbejdet.

Og det vil de.

Læs også:- Lægen sagde, at hvis jeg lagde mig til at sove, var jeg måske ikke vågnet igen

- Jeg håber, at han forlænger kontrakten, og jeg ved, der er dialog. Han flugter med de ting, jeg gerne vil se på banen, og han passer i det koncept, vi arbejder på i SønderjyskE, siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk.

Marco Rojas har tidligere i karrieren slået sine folder på kanten, men i SønderjyskE er han blevet rykket ind centralt, og det er en omskoling, der ifølge Glen Riddersholm er gået godt indtil videre.

- Han kom til SønderjyskE halvvejs i en lidt turbulent sæson, hvor klubben kæmpede for overlevelse, og derfor bliver der spillet en type fodbold, som ikke passede ham. I denne sæson er han vokset, og jeg synes, han har gjort det godt, siger SønderjyskE-træneren og tilføjer:

- Jeg forventer, at mine spillere også arbejder defensivt, og det har været nyt for Marco, der kommer fra Holland, hvor der ikke er defensive forventninger til en offensivspiller Jeg forventer 10 ud af 10, når det gælder positionering og duelspil, og det har Marco taget fint til sig. 

Læs også:Stort overblik: Brøndby giver klart flest Superliga-minutter til udlændinge

SønderjyskE skal fremover - såfremt kontrakten med Marco Rojas forlænges - have et endnu større fokus på at udnytte newzealænderens kvaliteter.

- Han er nysgerrig og vil gerne lære nye ting, og det vil man altid gerne se fra sine spillere. Derudover er han en lidt atypisk spiller i Superligaen, som har nogle enormt store tekniske kvaliteter. Marco er meget dygtig i mellemrummet mellem modstanderens midtbane og forsvar, og det er en god evne, som vi gerne vil udnytte, lyder det fra Glen Riddersholm.

Marco Rojas har foreløbig spillet 22 Superliga-kampe og scoret tre mål. 

Læs også:SønderjyskE får besøg af islandsk back

Læs også:OB-angriber om kæmpeløn: Der er ikke en kæft, der kender til det

Læs også:Riddersholm om Esbjerg-mål: Det er noget af det, der pisser mig allermest af