Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm om transfervinduet: Vi var pressede, det må jeg ærligt indrømme

SønderjyskE havde for få spillere i truppen, men det løste klubben i januars transfervindue. Dels kom den af med dem, den ville af med; dels hentede den unge, talentfulde spillere ind.

SønderjyskE tyvstartede transfervinduet, da klubben hentede Pierre Kanstrup hjem mellem jul og nytår. Senere fulgte en række spillere Kanstrup og kom til Haderslev, men lige så mange forlod klubben den anden vej.

Dermed har sportschef Hans Jørgen Haysen rystet posen forud for foråret, hvor holdets altoverskyggende mål er at undgå nedrykning. Så står Glen Riddersholm og co. bedre rustet til netop den opgave?

- På rutine, erfaring og topspillere er det status quo, men vi har fået nogle spillere med enormt potentiale: Julius Eskesen, Emil Frederiksen, Rasmus Vinderslev. Vi har fået en yngre trup, hvilket vil sige, vi har nogle attraktive spillere, vi kan udvikle, og som kan generere de indtægter, der skal skabe den udvikle, vi alle sammen drømmer om, siger cheftræneren til tipsbladet.dk.

Foruden Kanstrup er Vinderslev, Eskesen, Frederiksen, Anders K. Jacobsen og Theofanis Mavrommatis nye i SønderjyskE-truppen sammenlignet med i efteråret. Til gengæld er Marco Rojas, Danny Amankwaa, Teit Jacobsen, Justin Plautz, Senad Jarovic, Mart Lieder og  Kees Luijckx forsvundet.

Det var meningen, da Glen Riddersholm overtog holdet for et års tid siden, at det skulle arbejde frem mod at bryde ind i top 6. De planer er foreløbig blevet udskudt. Nu og i den nærmeste fremtid handler det kun om at forblive i Superligaen.

Læs også:Ronnie Schwartz' første tid i FCM: Modstandere ville ikke hilse på ham

- Vi havde et tranfervindue, man kan kalde proaktivt. Vi har tilpasset os, for vi ved, at det handler om overlevelse, og det gør det også i fremtiden. Måske er vi nødt til at justere på de kongstanker, der lå, da jeg startede i SønderjyskE, fordi vi ikke kan accelerere udviklingen så hurtigt, at vi kan tage top 6 i vores mund, siger cheftræneren.

- Vi havde nogle spillere, vi gerne ville af med, fordi vi ikke regnede med, at de ville få meget spilletid. Hvis der kom bud på vores spillere, var vi også klar til at give afkald på dem. Vi vidste også, at noget skulle ud, før noget kunne komme ind.

Samtidig ville SønderjyskE gerne have flere spillere. Undervejs i januar var de lige få nok.

- Da OB solgte Bashkim Kadrii, åbnede det op for Mart Lieder. Det gjorde, at vi kunne få to spillere for én (Eskesen og Jacobsen fra OB, red.), så vi fik en ekstra spiller. Vi var kun 20 i truppen på det tidspunkt, så vi var lidt pressede, må jeg ærligt indrømme. Man får også karantæner og skader i løbet af sådan et forår, siger Glen Riddersholm.

- Samtidig Ville Kees Luijckx have garanti for at spille hver kamp, men det kan vi ikke give, og derfor var han interesseret i at komme væk. Det gav mulighed for, at vi kunne få løst både Emil og "Fanis", og det gav igen én spiller ud og to ind.

Læs også:Riddersholm om SønderjyskE-stil: Vi skal være mindre ultimative

Så overordnet set er cheftræneren godt tilfreds med transfervinduet.

- Det er sindssygt godt arbejde, og det viser, at vi stadig er attraktive for gode spillere. Jeg må rose Hans Jørgen Haysen for at få meget ud af lidt. Vi har fået en langt mere harmonisk trup, og nu skal vi udvikle os holdmæssigt og vores sammenhold, som altid skal kendetegne SønderjyskE, siger Riddersholm.

Han forventer desuden, at anfører Marc Pedersen fortsat må sidde ude i lang tid, mens han genoptrænder fra sin korsbåndsskade.

- Du hører mig sige, at jeg ikke tror, vi får minutter ud af Marc, men man har lov at blive overrasket. Der er stadig et langt stykke vej, før han er klar til Superliga-fodbold.

SønderjyskE's nyindkøb skal stå deres første rigtige prøve, når holdet får besøg af Hobro IK den 16. februar.

Læs også:Ukendt keeper træner med hos SønderjyskE

Læs også:Mart Lieder om OB-skifte: Et step op

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub