- Vi har beviser på, at vi gør et stort stykke arbejde for talentudviklingen, men det er altså ikke blevet belønnet, og det kan jeg kun stille mig uforstående over for.
I Randers FC var de ikke tilfredse, da klubben sidste år kun fik tildelt DBU's B-talentlicens, som sportsdirektør Søren Pedersens ord viser. B-licensen betød, at klubbens ældste U-hold måtte nøjes med at spille i U19-divisionen i stedet for U19-ligaen, men nu er Randers tilbage i det fine selskab.
DBU udsendte i går sin nye vurdering af klubbernes talentarbejde, som var baseret på en ny rangering med stjerner i stedet for bogstaver, og her var Randers vurderet som nummer ni. Det giver på ny plads i U-ligaerne.
- De unge mennesker, som er dygtige til fodbold, vil gerne prøve sig af på højeste ungdomsniveau, så vi har godt kunnet mærke, at der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvilken række vi skulle spille i næste sæson. Jeg tror, at det giver et boost til hele klubben, at vi igen kan spille på øverste hylde, siger talentchef Peter Elstrup til Randers Amtsavis.
Klubberne med det stærkeste talentarbejde er FC København og FC Nordsjælland, vurderede DBU. Det var de eneste, der fik 4,5 stjerner. Brøndby IF og FC Midtjylland fik hver 4.
AC Horsens var det eneste Superliga-mandskab, hvis ungdomshold ikke fik en automatisk plads i U19- og U17-ligaerne. Læs mere om DBU's nye rangering og se alle holdene her.