Video : Tipsbladet
Superliga

Randers er i dialog med to mulige købere: Skal have møde med dem næste uge

Der er interesserede købere nok for Randers FC, der er i dialog med to "seriøse" bydere, mens yderligere tre har ringet fredag formiddag. Bestyrelsesformanden forventer dog, der går mindst et halvt år, før klubben eventuelt lukker en købsaftale.

Ledelsen i Randers FC arbejder på at finde en køber til klubben. Det meldte den ud på torsdagens generalforsamling, men ledelsen starter ikke salgsprocessen fra bunden. Den er allerede i dialog med to mulige købere, som ifølge bestyrelsesformand for Randers FC Holding, Svend Lynge Jørgensen, er seriøse.

Det fortæller han til tipsbladet.dk. Han har desuden fået flere henvendelser fredag formiddag. Men før vi lader formanden uddybe de mulige købere, må han forklare, hvorfor han og den øvrige ledelse arbejder aktivt på at sælge klubben.

Det kan siges simpelt: Randers FC vil være (relativt) sikre på ikke at rykke ned, og det kan klubben kun blive, hvis den får flere penge tilført.

- Vi kan konstatere, at der skal flere og flere penge til i den branche, vi er i. Det gælder Danmark, og det gælder internationalt. Så mener vi, man har et valg: Hvis man er en by af Randers’ størrelse – det kunne også være Horsens, Viborg, Silkeborg, Esbjerg, Haderslev – så er der en vis mængde penge til rådighed, som man kan få ind i sponsorater og så videre. Jeg kan se, at vi allerede henter gode sponsorpenge i forhold til de andre klubber, så der er ikke ret meget mere at hente på den konto, indleder Svend Lynge Jørgensen.

- Nu skal Superligaen bestå af 12 hold, og kun de 6 skal i slutspillet, og det er der, den store interesse er. Og dermed er mere interessant for vores sponsorer. Sidste år var vi et midterhold, året før reddede vi os i sidste øjeblik, og den økonomi, vi har, tilsiger, vi skal ligge omkring nummer 8-9 stykker. Så der er ikke ret langt, før man skal ud i de forbandede nedrykningskampe.

Nogle i samme situation vælger at sige, at det er fint nok; den risiko må man leve med. Men Randers-ledelsen mener, at både byen og klubben som minimum skal spille i Superligaen i hver sæson, og den eneste måde, man kan vide sig nogenlunde sikker på det, er ved at have flere penge til at sammensætte en stærkere trup end konkurrenterne.

- Vi skal ikke være med i gættekonkurrencen, når I journalister hvert år gætter på, hvem der skal rykke ned, siger Svend Lynge Jørgensen.

Læs også:Randers præsenterer nyt millionunderskud: Leder efter en køber

Årsagen til, at Randers FC er til salg, er ikke, vil formanden gerne understrege, at klubben er økonomisk nødlidende. Ganske vist præsenterede den et underskud torsdag aften, men den har stadig 27 millioner stående i egenkapital.

- Vi har bare sportslige ambitioner, der er større, end vi kan skaffe økonomi til, opsummerer han.

Hvorfor stiller I jer ikke bare tilfredse det, oplandet kan bære?

- Det kan jeg godt forstå, man spørger om. Men så kan man blive den næste Holbæk, Slagelse, Vejle, B93, Frem. Kæmpe navne i dansk fodbold i det meste af min ungdom. Det kunne man også gøre. Lige så stille glide ud i glemslen. Det har vi bare ikke valgt, at vi ikke vil, siger formanden.

Og så er vi nået frem til de mulige købere. Randers FC var meget tæt på at blive opkøbt af Tom Vernon og hans Right to Dream-projekt, inden englænderen tog sit akademisamarbejde med til FC Nordsjælland. Siden har der dog været flere interesserede købere.

- Vi har løbende fået mere eller mindre seriøse henvendelser fra nogle, der kender nogle, der kender en investor, ofte i udlandet, som gerne vil købe klub X, Y, Z, siger Svend Lynge Jørgensen og afslører, at klubben aktuelt fører dialog med to mulige købere.

- Vi har lyttet, men vi har ikke fundet den rigtige. Men ja, vi er i kontakt med nogen. Der er utrolig meget varm luft i den branche her, men der er også nogle seriøse henvendelser. Vi har i hvert fald to, som jeg vil kalde seriøse henvendelser, siger han.

Læs også:Optakt: Brøndby IF - Randers FC

- Siden i sommer har vi fået fem-seks henvendelser, hvoraf vi har haft møder med to. De lyder begge to som udgangspunkt til at være seriøse og værd at snakke videre med. Jeg skal have møde med den ene af dem i næste uge.

Derudover har flere henvendt sig, efter Lynge Jørgensen og co. torsdag aften meldte ud, at de aktivt søger købere.

- Tre har ringet her til formiddag. Jeg vidste godt, det ville ske. Det var også en annonce, siger han med et grin om pressemeddelelsen.

Men selv om der er interesse nok, skal man ikke regne med, at Randers FC bliver solgt lige med det første, vurderer den erfarne forretningsmand.

- Jeg har været med til at købe og sælge mange virksomheder, og min erfaring er, at man altid er meget optimistisk, når man starter: ”Den skal vi bare lige have klappet af”. Jeg vil sige, at hvis vi lykkes med at finde den rigtige køber inden for seks måneder, er det godt gået. Så har jeg også taget de optimistiske briller på, siger Svend Lynge Jørgensen.

- Fra vi startede med at snakke med Right to Dream, og til vi var tæt på en konklusion, der gik otte-ni måneder. Så var der nok gået en måneds tid mere, før vi var kommet helt i mål.

Uanset hvor god tid Svend Lynge Jørgensen og de øvrige i Randers FC tager sig, er der ingen garantier. Det kan også ende med ingenting, hvis de ikke finde den rigtige køber.

- Nogle siger til mig: "Er du sikker på, at det bliver solgt?" Næ, det er jeg da ikke, siger formanden.

Læs også:Glad sportsdirektør: Randers fik uventede millioner

Læs også:Superliga-spørgsmål: Hva' så AGF - hvordan synes I selv, det går?

Læs også:Superliga-træner: Vi overvejede at hente Wilczek