Det er ikke hver dag, at de har en spiller med danske landskampe på CV'et til at prøvetræne i Randers FC.
Men i øjeblikket løber Casper Sloth alligevel rundt på træningsbanerne i Kronjylland og forsøger at overbevise trænerne om, at han skal have en kontrakt.
Sådan har det efterhånden været i en måned, men Randers FC er stadig ikke sikre, at de skal kaste en kontrakt efter midtbanespilleren.
- Det er altid rart at kunne få nogen til prøvetræning, fordi det viser rigtig meget i forhold til, hvordan man agerer i vores omgivelser. Der har vi fået et rigtigt positivt indtryk af Casper, som også har gjort det fint. Men hvis jeg skal være ærlig, havde vi nok allerede truffet beslutningen og tilbudt ham en aftale, hvis vi havde været helt overbevist om ham, siger klubbens sportschef Søren Pedersen til Randers Amts Avis.
- Der er ikke taget en beslutning endnu, hverken den ene eller anden vej. Casper er på blokken sammen med en del andre spillere, som vi vurderer løbende, og så tager vi en beslutning, når vi kommer længere frem, siger han til mediet, fortsætter sportschefen.
I første omgang er klubben på udkig efter en spiller, der kan erstatte Nicolai Poulsen, som søger nye veje til sommer.