I denne sæson er der kommet 5619 tilskuere i gennemsnit til Superliga-kampene. For bare én sæson siden var tallet 7253, og de vigende tal har været et stort tema gennem hele sæsonen.
I Randers FC har de oplevet et fald i tilskuere på hjemmebane på 17,6 procent i denne sæson sammenlignet med sidste, og administrerende direktør Michael Gravgaard er ikke bange for at kritisere den vare, som han er ansat til at sælge.
- Hvis man ikke kan se, at de røde alarmklokker bimler og bamler, er der noget galt. De seneste 5-10 år er udviklingen af produktet 'Superligaen' jo nærmest gået helt i stå, siger han i et interview med BT.
Ifølge den tidligere landsholdsspiller og tv-vært har ligaen som helhed ikke været dygtig nok til at udnytte dens store fordel: nærheden. Mens der spilles langt bedre fodbold andre steder, skal Superligaen leve af at være tættere på tilskuerne.
- Det, vi i Danmark kan gøre, er at konkurrere på tilgængelighed, nærvær og relationer. Det har vi været alt for dårlige til. Det er jo nærmest tragikomisk, at vores bedste spillere stort set ikke er i kontakt med vores omverden face-to-face, siger direktøren.
Michael Gravgaard åbner blandt andet op for at rykke træningstider, så spillerne kan besøge skoler, eller åbne omklædningsrummet for pressen.