Randers-chef ser mange muligheder i truppen
Illustration
Superliga

Randers-chef ser mange muligheder i truppen

Randers FC forventer et stille transfervindue, men er klar til at reagere, hvis der viser sig at være interesse for klubbens spillere. 

Randers FC kommer næppe til at forstærke sig markant i det kommende transfervindue, der åbner på søndag. Sportschef Peter Christiansen lægger således ikke skjul på, at klubben forventer lav aktivitet. Dog er man klar til at reagere, hvis det bliver nødvendigt. 

- Vi forventer, at det bliver et stille og roligt transfervindue, men vi er selvfølgelig opmærksomme på, hvad der sker, for vi ved jo også, at tingene lynhurtigt kan ændre sig, hvis der viser sig at være interesse for en af vores spillere, siger Peter Christiansen til Randers Amts Avis. 

Han oplyser samtidig, at Randers FC vil prioritere kontinuitet i truppen. 

- Kontinuiteten gik lidt fløjten i efteråret på grund af skader, men til gengæld blev vi bekræftet i, at vi har en god bredde. Og med alle mand klar har vi rigtig mange forskellige typer, som kan parres på mange måder i forskellige formationer. Så jeg ser mange muligheder i truppen, som den ser ud nu, siger han. 

Randers FC har allerede sikret sig en enkelt tilgang i form af den nu tidligere Hobro-spiller Kasper Fisker, der er skiftet på en fri transfer.