Randers FC og Esbjerg fB stod for en sjælden byttehandel torsdag, da de to Superliga-klubber byttede venstre backs.
Kevin Conboy tog således fra Randers FC til Esbjerg fB, hvor han har fået en aftale indtil 2022, mens Jesper Lauridsen tog turen den modsatte vej til Kronjylland og skrev under på en aftale, der løber indtil sommeren 2023.
Og det er især en langsigtet investering for Randers FC. Det understreger sportsdirektør Søren Pedersen overfor Randers Amtsavis.
- Sportsligt efterlader byttet os nok status quo. Det er to dygtige spillere, men et plus for os er, at det er en længerevarende aftale med en yngre spiller. Jesper (Lauridsen, red.) er godt tre år yngre end Kevin (Conboy, red.), og det skaber noget sikkerhed på længere sigt, lyder det fra Søren Pedersen.
Læs også:Esbjerg lejer Søren Reese i FC Midtjylland
Netop aldersforskel på de to backs samt deres kontraktforhold - Kevin Conboy havde kontraktudløb til sommer, mens Jesper Lauridsen havde mere end to år tilbage - har sat gang i spekulationer, om der også var et transferbeløb involveret i handlen. Det vil Søren Pedersen dog ikke kommentere overfor Randers Amtsavis.
Randers FC overvintrer som nummer fem i Superligaen.
Læs også:Officielt: Lauridsen og Conboy bytter klub