På trods af en tidlig føring til hjemmeholdet fra AC Horsens, vandt Randers FC 2-1, og det var tilmed klubbens første sejr nogensinde i Horsens i Superligaen.
I hele 12 tidligere forsøg var det aldrig blevet til Randers-sejr, når holdet havde spillet i Horsens.
Det fik Thomas Thomasbergs tropper dog lavet om på, da hans hold vandt en fortjent sejr på Casa Arena søndag.
Randers var kampen igennem det bedste hold. Kronjyderne skabte mest og var generelt bedst på bolden.
Med sejren forbliver Randers på syvendepladsen med 34 point efter 22 kampe, mens Horsens stadig er at finde på 11.-pladsen med 25 point efter 23 kampe.
Horsens fik en drømmestart på kampen, da anfører Hallur Hansson efter et langt indkast modtog bolden tæt under mål og eksekverede til 1-0.
Randers satte herefter jagten ind på en udligning, og det kastede flere chancer af sig til udeholdet.
Kort før pausen kastede en af chancerne også en udligning af sig, da Randers-angriber Alhaji Kamara pandede et perfekt slået indlæg i kassen til 1-1.
Randers kom klart bedst ud til anden halvleg, og efter lidt over en time kom holdet så foran 2-1 på noget heldig vis.
Horsens-forsvarer Malte Kiilerich forsøgte tæt på eget mål at losse bolden væk, men hans spark ramte Randers' Marvin Egho på benet og gik i mål til stor jubel i gæsternes lejr.
Horsens kom frem til at par fine chancer i slutfasen, men svenske Patrick Carlgren tog fra i Randers-målet og hjalp sit hold til sejr.
Til gengæld kunne Horsens notere sig en superligarekord. I 79. minut skiftede træner Bo Henriksen fødselsdagsbarnet Jeppe Kjær Jensen ind til debut i en alder af bare 16 år.
Dermed er han den yngste debutant i Superligaen nogensinde. Rekorden tilhørte tidligere Kenneth Zohore, der var 16 år og 35 dage gammel, da han i 2010 fik debut for FC København.
/ritzau/