Det blev til sæsonens blot anden sejr, da Randers FC søndag slog Silkeborg IF med 2-0, hvilket efterlader kronjyderne på en 11.-plads i 3F Superligaen med otte point.
To sejre i otte kampe og kun ti scorede mål er dog ikke noget, der bekymrer sportsdirektøren i Randers, Søren Pedersen.
- Selvfølgelig havde jeg da håbet på, at vi ville stå med flere point, end vi gør, men jeg er fortrøstningsfuld, i forhold til hvordan vi spiller.
- Vi har et godt fundament og nogle dygtige spillere at bygge videre på, siger Søren Pedersen.
Han peger samtidig på, at den sløje pointhøst ikke udelukkende skyldes dårlige præstationer og manglende skarphed.
- Vi har været uheldige i nogle kampe og fået færre point, end vi egentlig har fortjent, siger han.
Randers-cheftræner Thomas Thomasberg er skuffet over starten på sæsonen.
- Otte point er lige i underkanten af, hvad vi havde håbet på, så det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, indrømmer Thomasberg.
Bundstriden er tæt i Superligaen, og derfor tør holdet heller ikke drømme alt for stort, efter at sæsonens anden sejr kom i hus søndag.
- Jeg ser os mellem nummer fem og nummer elleve, for det er vores målsætning at undgå nedrykningspladserne.
- Der er en lang række hold, hvor vi skal ramme vores topniveau over en hel sæson, hvis vi skal ende over dem i tabellen. Vi skal bare undgå at ende på de nederste pladser, siger han.
Randers skal allerede i aktion igen på onsdag i pokalturneringen, hvor 1. divisionsholdet Kolding IF venter.
/ritzau/