Mustafa Amini er efter kun en enkelt sæson i Randers FC fortid i klubben. For nylig er krøltoppen skiftet til lokalrivalerne fra AGF, og dermed må Randers FC altså atter en gang se en medarbejder tage turen fra Kronjylland til Danmarks næststørste by. Det har klubben efterhånden en del erfaring med.
I tilfældet Amini er man dog ikke specielt ærgerlige over det. Randers FC's direktør Michael Gravgaard giver således Mustafa Amini nogle hårde ord med på vejen.
- Han ville tilbage til den sportschef, som har hentet ham (Peter Christiansen, red.). Vi fik en fair kompensation for en spiller, som vi alligevel reelt ikke troede på, og som ikke ville Randers FC. Han mødte op demotiveret, uden passion for klubben og han lagde ikke skjul på det. Han har spillet samtlige midtbanepositioner og angriber uden at score et eneste Superliga-mål. Hvis Amini har potentiale, ville det alligevel ikke være udløst i Randers FC, siger Michael Gravgaard til Randers Amts Avis.
Foruden Mustafa Amini har også Kasper Junker byttet Randers FC ud med AGF denne sommer, og Michael Gravgaard tvivler på, at Junker kommer til at tage århusianerne med storm, og han mener, forudsætningerne for spilletid ville have været bedre for Junker i Randers FC.
Randers FC sluttede på sjettepladsen i den forgangne sæson, mens AGF blev nummer ti. Ti point adskilte de to rivaler.