Randers afviste Saba-salg: Man sælger kun billigt, hvis man er på rumpetten
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Randers afviste Saba-salg: Man sælger kun billigt, hvis man er på rumpetten

Randers FC kunne have udvisket klubbens underskud ved at sælge Saba Lobjanidze i sommer, men buddene var for lave, og eftersom klubben ikke er i økonomiske problemer, behøvede den ikke sælge, siger bestyrelsesformand. Lobjanidze er mere værd sportsligt end det tilbudte beløb.

Ledelsen i Randers FC har offentligt sat klubben til salg, men det har ikke noget at gøre med sidste uges millionunderskud. Det vil bestyrelsesformanden for Randers FC Holding, Svend Lynge Jørgensen, gerne understrege.

Klubbens finanser er trods underskuddet i fin form. Ledelsen har bare større sportslige ambitioner, end sponsorgrundlaget i en by som Randers og omegn kan bære, så hvis de ambitioner skal indfries, skal der penge til udefra.

Randers kunne også have undgået et underskud, hvis klubben havde solgt Saba Lobjanidze i sommer. Interessen var der, blandt andet fra Brøndby IF, men buddene var ikke høje nok. Og når nu Randers ikke har pengeproblemer, behøver Lynge Jørgensen og co. ikke sælge.

- Alt har en værdi. Somme tider kan man købe noget billigt, hvis nogen er økonomisk på rumpetten. Det er Randers FC ikke. Vi har en egenkapital på 27 millioner og en soliditetsgrad på 36,6 procent, siger formanden til tipsbladet.dk.

Læs også:Randers er i dialog med to mulige købere: Skal have møde med dem næste uge

Det sidste er et udtryk for, hvor modstandsdygtig en virksomhed er over for eventuelle tab, og en tommelfingerregel siger, at virksomheder gerne skal have en soliditetsgrad på 30-40 procent.

Randers FC er altså ikke økonomisk trængt, og derfor var klubben ikke presset til at sælge sin største profil for et beløb, der var lavere, end den ville have for ham. Og i Kronjylland vurderede de, at Lobjanidze er mere værd rent sportsligt end de penge, klubben ville kunne have fået for en transfer.

- Man skal tage med i ligningen: Hvor ville vi være havnet efter 13 runder, hvor tv-penge bliver uddelt, hvis Saba havde været der, og hvis han ikke havde været der? Lad os sige, der er en forskel på X millioner, og det, man får tilbudt, er under X millioner. Det er simpelthen en vurdering, siger Svend Lynge Jørgensen.

Holdet lå på fjerdepladsen efter runde 13, men det er så tæt i Superligaen, at den med et par dårlige resultater ville ligge længere nede i række og dermed indkassere et par millioner mindre. Der uddeles en ny portion tv-penge efter runde 26 og efter sæsonen.

Læs også:Randers-direktør om salg: Vi skal kæmpe med i den sjove del hvert år

Mens sidste sæson endte med en solid syvendeplads, og Randers aktuelt ligger på samme placering, er det end ikke halvandet år, siden førsteholdet reddede Superliga-eksistensen med en sen slutspurt, blandt andet anført af en brandvarm Saba Lobjanidze. I en sæson, hvor tre hold rykker ned, må klubben som Randers også tage nedrykningsfaren med i betragtning, når den overvejer transfertilbud.

- Det ultimative skrækscenarie er, at man sælger en spiller, så rykker man ned. Chancen for at blive oppe er større, hvis man beholder spilleren, siger Svend Lynge Jørgensen.

Saba Lobjanidze har scoret seks mål og lagt op til to i denne Superliga-sæson. Hans kontrakt med Randers FC løber ud efter sæsonen.

Læs også:Randers præsenterer nyt millionunderskud: Leder efter en køber

Læs også:Søren Pedersen: Mange klubber vil have Saba

Læs også:Avis: Randers opgiver at forlænge med georgisk stjerne