Erling Håland blev søndag præsenteret som ny Dortmund-signing på en kontrakt frem til 2024, selvom han blandt andre var rygtet stærkt til Juventus og Manchester United.
Kort efter skrev en række engelske medier næsten samtidigt - så simultant, at Manchester United formentligt har briefet dem - at The Red Devils havde trukket sig fra kampen om nordmanden, da man ikke ønskede at gå med til de krav, som Erling Håland-lejren og Mino Raiola forlangte.
Nu tager Mino Raiola så til genmæle og kommer med sin forklaring på, hvad der skete.
- Klubben, der var mest i kontakt med os, var Manchester United. De snakkede mest med Erling. Alle havde chancen for at tale med ham ansigt til ansigt. Vi lod det ske, fordi han særligt kender Ole Gunnar Solskjær, siger Raiola til The Telegraph.
- Men Erling følte helt klart ikke, at United var det rigtige skridt i sin karriere. Det har intet at gøre med, at man har noget mod Manchester United eller Ole.
Sådan som superagenten spinner historien, tyder det altså på, at det var Erling Hålands egen beslutning at skifte til Borussia Dortmund.
- Han valgte Dortmund frem for de andre klubber, og jeg er meget glad på hans vegne, for han skifter til den klub, han ønskede at skifte til, og som er bedst for ham lige nu, siger Raiola.
- Havde han ønsket at skifte til Manchester United, ville jeg være forpligtet til at skaffe ham det skifte, men det gjorde han ikke. Det handlede ikke om økonomi, men en spiller, der hellere ville vælge Dortmund på dette stadie af sin karriere.