Bedst som det begyndte at tyde på, at Paul Pogba kunne forlænge sin kontrakt med Manchester United, så har Mino Raiola nu atter rykket franskmandens fremtid i den modsatte retning.
Superagenten siger nemlig, at han har planer om at lave en stor transfer med Real Madrid til sommer. Han nævner dog ingen navne, men selvom der selvfølgelig kan være tale om en af agentens andre klienter - eksempelvis Alphonse Areola, der er udlejet til Real Madrid - er Paul Pogba et godt bud.
- Mine relationer til Real Madrid er virkeligt gode. Jeg ønsker at tage en stor fodboldspiller til klubben til sommer. Det ville være noget, jeg selv og mine spillere ville være stolte af, siger Raiola til Marca.
Pogba har været rygtet til Real Madrid i en menneskealder, da særligt Zinedine Zidane skulle presse på for at få ledelsen til at købe den franske midtbanespiller.
Men i første omgang er Paul Pogba fokuseret på at blive sin skade kvit og slutte sæsonen stærkt med Manchester United, understreger Raiola på vanlig Mino Raiola-manér.
- Pogba er meget fokuseret på at slutte sæsonen stærkt med Manchester United- Han ønsker at komme tilbage på holdet og slutte stærkt, så klubben når Champions League, siger Raiola, der selvfølgelig ikke siger, hvad der efterfølgende vil ske med franskmanden.