Video : Tipsbladet
Superliga

Priske vil i Europa: Kræver forståelse for hvad der skal til

FC Midtjylland-cheftræner Brian Priske vil have klubben mere med i europæisk fodbold med ham i spidsen for klubben.

Vinterpausen er i fuld gang, men inden vi har set os om, så begynder klubberne på deres træningslejre og forberedelserne til et spændende forår kan gå i gang. Her har FC Midtjylland et forspring på fire point ned til FC København i mesterskabskampen.

Det er dog ikke kun mesterskabet, som midtjydernes cheftræner Brian Priske har for øje i sit arbejde med klubben. For ham er det europæiske aspekt også afgørende at have fokus på i arbejdet med holdet.

Det fortæller han i et interview på klubbens officielle hjemmeside.

- Der er ingen tvivl om, at målsætningen i klubben er uændret uanset, om det er mig, der sidder her eller Kenneth (Andersen red.) eller en tredje. Vi skal kæmpe med om mesterskabet og slå hul ind til Europa. Det er der ingen tvivl om, at det er det, som er mit mindset, siger Brian Priske.

Han peger endvidere på, at det er vigtigt, at man får den fornødne kvalitet og forståelse for spillet, når man er udenfor landets grænser.

- Vi er der som klub nu, hvor vi skal til at komme ind i Europa kontinuerligt. Det kræver stenhårdt arbejde fra staben og ledelsen omkring - og ikke mindst af spillerne, at de har en forståelse af, hvad det kræver, når man spiller i Europa.

I denne sæson blev det kun til én runde i Europa League-kvalifikationen for FC Midtjylland, da man røg ud til skotske Glasgow Rangers.