Video : Tipsbladet
Champions League

FCM-lejren: Beviste vi kan begå os internationalt

FC Midtjyllands træner var glad for at se, at holdets koncept og udtryk kunne slå til internationalt.

FC Midtjylland tog onsdag et skridt mod et europæisk gruppespil, da udekampen i anden runde af Champions League-kvalifikationen blev vundet med 1-0 over bulgarske Ludogorets.

Efter flere sæsoner med internationale skuffelser var det et vigtigt signal at slå en modstander, der har været i et europæiske gruppespil i seks af de seneste syv sæsoner.

- Vi fik bevist, at vi kan begå os internationalt. Vi dominerede Superligaen i sidste sæson, og vi var alle meget spændte på, hvor gode vi ville være mod et hold, vi gerne vil måle os med ude i Europa, siger FCM-træner Brian Priske.

- Kunne vores udtryk og koncept også holde på en svær udebane i Europa mod et hold, der er vant til at spille disse kampe? Det var fedt at se, at det kunne.

På papiret blev Ludogorets regnet som kneben favorit af bookmakerne, men FCM satte sig på kampen fra begyndelsen, og den tendens fortsatte i stort set hele kampen.

FCM havde også langt de fleste chancer, men det var første efter 78 minutter, at det lykkedes for den indskiftede Junior Brumado at score kampens eneste mål.

- Vi ville gerne presse dem højt og stå langt væk fra eget mål, og det lykkedes godt. De havde stort set ikke et forsøg på mål i første halvleg. I anden halvleg mistede vi kontrol i fem minutter, men vi fik den tilbage og stod godt sammen til sidst.

- Jeg synes, at det var en toppræstation af FC Midtjylland, siger Brian Priske.

Mandag er der så lodtrækning til tredje runde, der afvikles 15./16. september. Vinder FCM her, venter en afgørende playoffrunde om en plads i Champions League-gruppespillet.

Taber FCM i næste runde, venter en playoffkamp om en plads i Europa League-gruppespillet. Vinder midtjyderne i næste runde, er klubben som minimum sikret en plads i Europa League-gruppespillet.

/ritzau/