Den kontante belønning for at spille på det danske fodboldlandshold bør være den samme for mænd og kvinder.
Det mener et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. Det fortæller Radio4 onsdag.
- Jeg synes, det er enormt vigtigt med ligeløn og vise, at alle er lige meget værd, specielt når det handler om at repræsentere Danmark, siger Lars Aslan Rasmussen (S) til Radio4.
Flere fodboldforbund i udlandet, blandt andet Norge, England og Brasilien, har indført ligeløn.
I Danmark forhandles aflønningen mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen i flerårige aftaler.
Aftalerne er dog umiddelbart svære at sammenligne, da de adskiller sig fra hinanden på flere punkter, blandt andet er der stipendier på kvindelandsholdet.
Mændenes aflønning er mere resultatorienteret end kvindernes.
Fodbolddirektør i DBU Peter Møller vil gerne se på aftalerne, hvis der er et ønske fra spillerne.
- Hvis Spillerforeningen vil være med til det, så vil vi i DBU gerne kigge på det, men vi har jo lige forhandlet en ny og rigtig god aftale for kvinderne, siger Møller til radiostationen.
Den nuværende aftale for kvindelandsholdet løber frem til 2025.
Aflønningen er generelt langt større hos mændene.
Da det mandlige landshold i 2018 nåede ottendedelsfinalen ved VM, kunne hver spiller bagefter rejse hjem med mere end én million kroner.
Året forinden fik spillerne på kvindelandsholdet cirka 80.000 kroner for at nå frem til EM-finalen.
Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF) er det seneste, der har indført ligeløn. Det oplyste forbundet i sidste uge. I den forbindelse bekræftede Det Engelske Fodboldforbund (FA), at man også har indført ligeløn.
/ritzau/