Video : Tipsbladet
Superliga

Pohls lejeaftale udløber: Jeg ønsker ikke at komme tilbage til Groningen

Jannik Pohl vil helst ikke tilbage til Groningen og forventer det heller ikke. Men hans lejaftale med AC Horsens udløber til nytår, og han er åben for at blive i Danmark.

Det er end ikke tre måneder, siden Jannik Pohl kom til AC Horsens, men angriberen skal allerede snart træffe en ny beslutning om sin fodboldfremtid. For lejeaftalen med Den Gule Fare udløber til nytår, og som udgangspunkt skal han tilbage til Groningen i Holland.

Han håber dog, at han finder en anden klub i januars transfervindue. Det samme forventer de i klubben, mener Pohl.

- Jeg ønsker ikke at komme tilbage til Groningen. Det regner jeg heller ikke med. De har også fået ny manager, så jeg tror ikke, det er planen, siger han til tipsbladet.dk.

Læs også:Pohl om AaB-gensyn: Kunne have sagt, jeg er ligeglad, men det er jeg ikke

- Jeg spiller meget på lyst og følelser, så jeg må se til vinter, hvad der giver den rigtige mavefornemmelse og de rigtige følelser. Så vælger jeg efter det. Jeg ved ikke endnu, hvad det kan være. For det første handler det om, hvad der er muligt. Groningen har stadig noget at skulle have sagt. Det bliver lidt spændende.

Jannik Pohl har kontrakt med Groningen til sommeren 2021, men bliver parterne enige om, at angriberen skal noget andet til vinter, kan han meget vel blive i Danmark. Han søgte netop tilbage til Superligaen for at komme sig over den skade, der holdt ham ude i otte måneder tidligere på året.

- Nu er jeg ved at være 100 procent klar, men jeg vil også gerne have en sæson, hvor jeg er der. Jeg vil kun være i udlandet, hvis jeg er der 100 procent. Hvis jeg føler det til vinter, kan det godt være. Men jeg kan også blive i Danmark. Det kommer an på den følelse, jeg har til vinter. Det er svært at vide, hvad jeg vil, og hvad jeg føler, siger Pohl.

Læs også:Bo Henriksen forventer hektisk transfervindue

Siden han kom til Horsens til allersidst i transfervinduet, har Jannik Pohl spillet otte førsteholdskampe. Derfor har han efterhånden fået det ud af opholdet, som han håbede: at spille sig i form igen.

Nu ser han frem til at blive en småskade kvit, så han kan få de sidste kampe i efteråret, og til at få en hel vinteropstart sammen med en eventuelt ny klub.

- Jeg håber, jeg kan finde et sted, hvor jeg kan få en ordentlig preseason og træne op med et hold. Jeg tror, det næste halve år bliver rigtig godt for mig, hvis jeg får den rigtige preseason. Det tror jeg virkelig. Det kræver, at der begynder at komme på produkt på ens præstationer. Så jeg skal tage det næste skridt for at vise, hvad jeg har fået ud af den sidste tid, siger Jannik Pohl om spilletiden i Horsens.

Næste chance for at spille sig endnu mere i form er Horsens' besøg i Odense søndag eftermiddag.

Læs også:Norsk klub bekræfter: Vi overvejer at købe hattrickhelten Kasper Junker

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Silkeborgs sidste livline forsvandt

Læs også:AC Horsens appellerer advarsel: Det skal vi simpelthen gøre