Den fortabte søn vender hjem.
FC København har lørdag morgen bekræftet, at man henter Thomas Delaney tilbage på en toårig aftale.
Det er syv-og-et-halvt år siden, Delaney forlod FCK til fordel for Werder Bremen, og selvom man siden har kunnet følge hans karriere i Dortmund, Sevilla, Hoffenheim og Anderlecht, er det store spørgsmål, hvilken udgave af Thomas Delaney der vender hjem?
Det har Tipsbladet bedt statistikfirmaet Opta kigge på, og konklusionen er klar: Thomas Delaney er excellerer stadig i mange af de samme facetter af spillet, som da han forlod Superligaen.
På tabellerne herunder kan man eksempelvis se, at Delaney i sidste sæson var den Anderlecht-spiller, der vandt klart flest luftdueller per 90. minut. Han vandt derudover mere end 60 procent af sine hovedstødsdueller.
Thomas Delaney har altid været kendt for at være en boks-til-boks-spiller, og nedenstående billede viser, at han trods sin snart 33 år fortsat formår at bevæge sig rundt på det meste af banen - herunder at komme med i både eget og modstanderens felt - for at gøre en forskel i luftspillet.
Én ting kan dog bekymre FC København og klubbens fans. Opta har sammenlignet Delaneys sæson i Anderlecht med hans seneste sæson i FCK, og her er det tydeligt at se, at Delaney vinder langt færre af sine dueller på jorden. Det kan meget vel hænge sammen med, at midtbanespilleren er blevet syv år ældre og har mistet en del fart.
Derudover er det værd at notere sig, at Delaney lavede markant færre pasninger i Anderlecht. Det hænger i høj grad sammen med hans rolle på holdet og kan sagtens ændre sig, alt efter hvordan Jacob Neestrup har tænkt sig at bruge ham.
Thomas Delaney står noteret for 246 førsteholdskampe for FC København.