Optakt: SønderjyskE - Brøndby IF
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: SønderjyskE - Brøndby IF

Begge klubber måtte bruge 120 minutter på at gå videre fra pokalturneringen, så på det punkt er alt lige.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev 
Dommer: Anders Poulsen
På TV: 3+
Hashtag: #sjebif #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE:
Glen Riddersholm og SønderjyskE var på sikker kurs, da holdet onsdag gæstede Hvidovre i Sydbank Pokalen, men to scoringer af hjemmeholdet betød, at klubben fra Haderslev måtte bruge yderligere 30 minutter på at booke billet til ottendedelsfinalen i Sydbank Pokalen.

Men det vigtigste er naturligvis, at SønderjyskE gik videre i en turnering, man prioriterer højt, og man lykkedes også med at spare nogle spillere, så der trods alt bør være friske stænger til mødet med Brøndby.

Her skal hjemmeholdet forsøge at få gang i spillet og ikke mindst pointene igen, for de seneste syv kampe i dansk fodbolds bedste række har ikke kastet en sejr af sig for SønderjyskE.

Nu venter et opgør mod Brøndby så, og her er Glen Riddersholm uden forsvarsspiller Marc Pedersen, der er langtidsskadet. Johan Absalonsen vender tilbage efter overstået karantæne. Danny Amankwaa må fortsat sidde ude, da han ikke er blandt Glen Riddersholms foretrukne lige for tiden.

Brøndby IF:
De var foran, men satte det over styr, da holdet gæstede Skive IK onsdag aften, og selv om Brøndby faktisk kom bagud i den forlængende spilletid af pokalopgøret, fik klubben vendt det truende nederlag til en sejr på 3-2 over Skive.

Nu skifter fokus så til Superligaen, hvor Brøndby også har haft det svært på det seneste. Klubben fra den københavnske vestegn har blot fået tre point i de sidste fire kampe, efter man har tabt til AGF, FC Midtjylland og senest Esbjerg fB. Kun FC Nordsjælland er blevet besejret i Superligaen i september.

Læs også:FC Nordsjælland tester tidligere Brøndby-spillers bror

Ligesom Glen Riddersholm gjorde det, sparede træner Niels Frederiksen spillere til opgøret mod Skive. Johan Larsson og Sigurd Rosted fik begge et hvil, mens midtbanespiller Dominik Kaiser ej heller var med, da han havde fri på grund af en familieforøgelse.

Brøndby er uden de langtidsskadede spillere Kasper Fisker, Joel Kabongo og Simon Tibbling. Anthony Jung blev skadet i midtugen, og det holder ham ude af søndagens duel.

Morten Frendrup var blandt de bedre i opgøret mod Skive og kan måske få endnu en chance fra start - det kan - måske - skubbe Hany Mukhtar længere frem i banen, hvis Niels Frederiksen tør spille den unge midtbanespiller fra start. Lasse Vigen Christensen var tilbage mod Skive efter en skadesperiode, og han kan også hoppe tilbage i startopstillingen. 

Karantæne:
SønderjyskE: Ingen
Brøndby IF: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-3-3): Mielitz - Bah, Banggaard, Luijckx, Gartenmann - Jonsson, Albæk, Rojas - Hassan, Lieder, Jakobsen

Brøndby IF (4-3-3): Schwäbe - Larsson, Rosted, Maxsø, Gammelby - Kaiser, Radosevic, Vigen - Hedlund, Wilczek, Mukhtar

Profilen:
Mads Albæk misbrugte et straffespark senest mod Hobro IK, og det endte med at koste sønderjyderne sejren mod Hobro. Nu skal Albæk vise, at han er en stor leder og et omdrejningspunkt på den centrale midtbane. Hold øje med den hårdt kæmpende midtbanespiller.

Læs også:Optakt: FC København - Silkeborg IF

Vidste du, at..:
Brøndby har godt nok ikke været godt kørende på det seneste, men klubben plejer faktisk at have et fornuftigt tag i SønderjyskE, når de to hold mødes i Haderslev. 10 af de 17 Superliga-kampe mellem holdene er endt med en Brøndby-sejr, mens SønderjyskE bare er kommet fra kampene med i alt tre sejre.

Dom:
Det er et opgør mellem to hold, der har vanskeligheder for tiden, for ingen af dem vinder helt nok fodboldkampe. Hjemmeholdet har ikke vundet de seneste syv, og udeholdet har bare vundet en af de seneste fire kampe.

Mens SønderjyskE var uheldig med ikke at vinde senest, må Brøndby nok erkende, at spillet har været bekymrende dårligt den seneste tid. Hverken hjemme mod AGF eller ude mod Esbjerg var spillet noget, der giver lovning om en top seks-placering.

Det kommer formentlig til at blive en tæt affære mellem de to klubber, og begge hold kommer til opgøret med nogle offensive kvaliteter, der gør, at vi tror, det kan blive underholdende.

Og mens begge hold kan bruge de tre point, kan det også godt ligne så tæt en kamp, at det ender med en deler. 2-2 ender det i Haderslev.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Hillerød-spiller scorede mod FCK: Sjovt for en Brøndby-fan som mig

Læs også:Lettet Riddersholm: Pokalen betyder meget for os i år

Læs også:Ung Brøndby-midt: Kan ikke forklare, hvad der sker