Optakt: FC Midtjylland - Esbjerg
Illustration
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Esbjerg

Får FC Midtjylland brudt sejrstørken hjemme mod Esbjerg, eller viser udeholdet, at de kan præstere i Superligaen sideløbende med Europa League?

Status:
FC Midtjylland har to gange inden for den seneste uge taget den lange tur fra Herning til Farum, og de har helt sikkert ikke fået det ud af turene, som de havde håbet på. Et nederlag i ligaen og et i pokalturneringen har sikkert ikke gjort godt for spillernes moral, som i forvejen må være sat på prøve efter en generel skidt resultatmæssig stime i ligaen. Alt dette skaber ikke den bedste optakt til Esbjerg-kampen for FC Midtjylland, som ikke siden 25. september, da Ulvene vandt over FC Djursland i DBU Pokalen, har vundet en fodboldkamp. Samtidig er det ellers så komfortable forspring til nummer to i Superligaen skrumpet til tre point, og toppen i Superligaen er igen pivåben.

Derfor vil det lune gevaldigt i novemberkulden i Midtjylland, hvis træner Glen Riddersholm fører sit hold til sejr i denne kamp. Og det kan der måske være udmærkede muligheder for. Selv om resultaterne har været mindre gode, så er FC Midtjylland ikke stoppet med at skabe chancer. Holdet har i gennemsnit 17 afslutninger i deres kampe, og i sidste ligakamp viste de også farlighed ved at have flere afslutninger end FC Nordsjælland.

Dermed kommer Esbjergs defensiv, som i øvrigt har lukket syv mål ind i de seneste tre kampe, på prøve. Det udfordrer sikkert også, at Esbjerg er i gang med et pakket kampprogram, der byder på kampe i hele tre turneringer. Vestjyderne har gode chancer for at spille sig videre fra gruppespillet i Europa League, og holdet har også vist, at de satser på turneringen ved at stille stærkeste hold i alle kampe. På torsdag gælder det en afgørende kamp mod Elfsborg, og spørgsmålet er, om holdet kan abstrahere fra det, når de spiller mod et tændt FCM-hold i Herning?

Generelt er det et stort spørgsmål, hvor trætte og slidte EfB-spillerne er. En nøglespiller som Magnus Lekven har døjet med skader for nylig, og den smalle trup bliver desuden testet endnu mere, idet træner Niels Frederiksen igen må undvære anfører Hans Henrik Andreasen til kampen. 

Form i Superligaen:
FC Midtjylland: T-U-U-U-U
Esbjerg: T-T-T-V-V

Dom:
FC Midtjylland har traditionelt rigtig godt styr på Esbjerg i Superligaen. Således har FCM ikke tabt til Esbjerg i de seneste 15 hjemmekamp i ligaen, og værd at bemærke er det også, at der i de sidste fire indbyrdes møder har været få scoringer. Med det og de to holds nuværende situation in mente tror vi også på, at scoren i denne kamp bliver lav. Det bliver til en smal 1-0-sejr til FC Midtjylland, som forsvarer førerpositionen i ligaen.

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-1-4-1):
Lössl - Afriye, Banggaard, Sviatchenko, Juelsgaard – Izunna – Igboun, Andersson, Olsen, Curth - Rasmussen

Skader: Hedinsson
Karantæner: Bak Nielsen

Esbjerg (4-4-2):
Rønnow – P. Ankersen, Hansen, Askou, Knudsen – J. Ankersen, Bergvold, Lekven, Lyng – Van Buren, Bakenga

Skader: Vestergaard, J. Nielsen
Karantæner: Andreasen

På tv: Søndag klokken 19.00 på 3+