Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - SønderjyskE

SønderjyskE havde en turbulent tur til Sjælland i midtugen - nu venter endnu en tur over en forhåbentlig åben Storebæltsbro søndag eftermiddag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: TV3 Sport 
Hashtag: #fcksje #sldk

Holdnyt:
FC København: 
De forsvarende mestre har nok at gøre i øjeblikket med at holde snor i FC Midtjylland, og samtidig skal FCK-manager Ståle Solbakken fordele ressourcerne, så løverne kan være klar til kamp hver tredje dag. 

Mandag tog FCK en fin skalp i Aarhus, hvor det blev til en 2-1-sejr over AGF, og det var især Dame N'Doye, der løb med opmærksomheden. Senegaleseren havde siddet udenfor i 10 kampe, men han spillede 90 minutter mod AGF og scorede begge mål - bare lige for at understrege, hvilket fysisk pragteksemplar han er. 

Status før 15. spillerunde er, at FC København halter fire point efter FC Midtjylland.

FC København har fået et par spillere tilbage på træningsbanen i løbet af de seneste par uger, men der er stadig lang vej til en fuld disponibel trup for Ståle Solbakken. Guillermo Varela, Andreas Bjelland og Carlo Holse døjer med skader, mens Nicolai Boilesen, Jonas Wind og Robert Mudrazija ikke kommer i kamp mere i 2019.

Rasmus Falk er tilbage igen fra karantæne.

SønderjyskE:
Det har været en hektisk uge for SønderjyskE.

Haderslev-klubben mødte Brøndby IF i pokalen onsdag aften, og det blev en lang og udmarvende tur for jyderne, der holdte i kø i mere end to timer på Storebæltsbroen uden adgang til noget at spise. 

Da holdet nåede frem til Brøndby med flere timers forsinkelse, leverede Glen Riddersholms tropper en mandfolkepræstation og avancerede med en sejr på 1-0. Dermed formåede SønderjyskE-spillerne at rejse sig hurtigt efter 1-3-nederlaget til AaB i seneste Superliga-runde.

I tabellen indtager SønderjyskE en lidt lunken 10. plads, men det er ikke noget problem at skimte en plads i top seks.

Stefan Gartenmann afsoner karantæne mod FC København, og derudover må Glen Riddersholm undvære Johan Absalonsen og Marc Pedersen. Midtbaneprofilen Mads Albæk er tvivlsom.

Karantæner:
FC København: Ingen
SønderjyskE: Stefan Gartenmann

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Johnsson - Bartolec, Papagiannopoulos, Nelsson, Bengtsson - Biel, Zeca, Falk, Fischer - N'Doye, Santos

SønderjyskE (4-1-4-1): Mielitz - Bah, Banggaard, Luijckx, Marfelt - Ekani - Hassan, Rojas, "Greko", Simonsen - Lieder

Profilen:
Der er trætte ben i FCK-truppen, men Rasmus Falk må have helt friske stænger. Midtbanespilleren har afsonet i alt tre karantænedage i Superligaen og pokalturneringen, så han glæder sig helt sikkert til at være med igen i søndagens opgør. Rasmus Falk har hverken scoret eller assisteret for FCK indtil videre i denne sæson.

Vidste du, at..:
Dame N'Doye viste storform mod AGF i seneste runde, og SønderjyskE har da også al mulig grund til at frygte FCK-angriberen. Dame N'Doye har scoret 11 mål mod SønderjyskE i Superligaen, og der gør ham til den spiller, der med afstand har scoret flest mål i de indbyrdes opgør mellem de to klubber. Nummer to på listen er den gamle FCK-målræv Harald Brattbakk med fem kasser.

Dom:
SønderjyskE har aldrig vundet en kamp i Telia Parken, og de har så sandelig haft muligheder nok gennem årene. Glen Riddersholm har vundet to gange i nationalarenaen i sin trænerkarriere, og han vil helt sikkert gerne være manden, der fører SønderjyskE til den første sejr.

Det bliver dog vanskeligt for gæsterne, selv om turen til København forhåbentlig bliver noget mere behagelig end i onsdags. SønderjyskE skal nok byde FCK op til dans, men buddet herfra er en 2-1-sejr til de danske mestre.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:To Brøndby-profiler dyster med AaB'er om Månedens Spiller

Læs også:Nicolaj Thomsen: Det har ikke klikket på samme måde som i AaB

Læs også:OB-bomber drømmer om FC Barcelona: Op til universet, om det sker

Læs også:Bo Henriksen om eftertragtet Horsens-talent: Vi kunne sælge ham i morgen

Læs også:Lidt godt nyt for Brøndby: Flere spillere er på vej tilbage fra skader