Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: Canal 9
Hashtag: #fckrfc #sldk
Holdnyt:
FC København:
De danske mestre fik en perfekt start efter coronapausen.
Resultaterne i Superligaen har været svingende i foråret, men udekampen mod Lyngby Boldklub kastede en komfortabel 4-1-sejr af sig, og i Herning tabte FC Midtjylland overraskende til AC Horsens, hvilket betyder, at FCK er rykket tættere på i guldkampen.
Kan FC København hale yderligere ind på FC Midtjylland i sidste runde af grundspillet, er det lige før, at spændingen er tilbage i kampen om mesterskabet.
Ståle Solbakkens udvalgte var velspillende mod Lyngby og lignede et mandskab, der har fået noget energi tilbage i benene efter en sæson med rigtig mange kampe. Netop det lave batteriniveau lignede FCK'ernes klart største udfordring før coronapausen.
FC København måtte undvære Viktor Fischer mod Lyngby, men han er tilbage mod Randers FC. Spørgsmålet er så, om den tidligere landsholdsspiller er klar til at starte inde, og om Ståle Solbakken overhovedet har lyst til at skifte ud på et mandskab, der kommer med en 4-1-sejr i bagagen.
Jonas Wind, Nicolai Boilesen, Robert Mudrazija og Dame N'Doye er på skadeslisten hos københavnerne.
Randers FC:
Kronjyderne har bejlet til top seks hele sæsonen, og muligheden er der stadig for Randers FC før sidste spillerunde, men den er formentlig kun teoretisk. Meget få har en reel tro på, at Randers kan vippe AaB af sjettepladsen.
Læs også:Kickoff samtidig: Her er TV-programmet for sidste Superliga-runde
For at miraklet skal indtræffe, skal AaB tabe til AGF, mens Randers FC skal vinde stort i Telia Parken, da nordjyderne har en klart bedre målscore.
Og der er ikke mange, der venter en Randers-sejr i nationalarenaen. Thomas Thomasbergs mandskab har gjort en fin figur i denne sæson, og sidste sæson var ligeledes godkendt, men kronjyderne er notorisk dårlige mod topholdene.
Randers FC har ikke besejret FC København siden 2015, de har ikke besejret FC Midtjylland siden 2012, og det er ikke blevet til sejr over Brøndby siden 2014.
Det ender formentlig med en syvendeplads i grundspillet for Randers FC, og det vil bringe kronjyderne i en meget gunstig position i det efterfølgende slutspil.
Jesper Lauridsen pådrog sig en skade i seneste opgør mod Hobro IK, og han er derfor ikke med mod FCK. I stedet har Thomasberg udtaget 18-årige Oliver Bundgaard Kristensen til søndagens kamp.
Karantæner:
FC København: Ingen
Randers FC: Ingen
Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Johnsson - Varela, Nelsson, Bjelland, Bengtsson - Biel, Falk, Zeca, Stage - Daramy, Kaufmann
Randers FC (4-4-2): Carlgren - Thomsen, Piesinger, Marxen, Kopplin - Kallesøe, Rømer, Mistrati, Greve - Kamara, Riis
Læs også:Morten Bruun var træner i SønderjyskE: Jeg hadede det som pesten i perioder
Profilen:
Han er med rette blevet kritiseret, men der ser ud til at være sket noget med Pep Biel. Den dyrt indkøbte spanier viste lovende takter før coronapausen, og han var én af FC Københavns bedste spillere mod Lyngby. Det er tydeligt, at Pep Biel har fået meget mere selvtillid, og han er konstant farlig, når han trækker ind i banen fra højre side. Ham skal Randers FC nok få sit hyr med søndag eftermiddag.
Vidste du, at..:
Randers FC har som nævnt ikke slået FC København siden 2015, og det er en skidt statistik. Thomas Thomasbergs personlige statistik mod hovedstadsklubben er dog endnu værre. Som cheftræner for FC Midtjylland, Hobro IK og Randers FC har Thomasberg mødt FCK ni gange, og han har aldrig vundet over løverne.
Dom:
Der er ikke meget logik, der taler for en Randers-sejr i Telia Parken, men det siger sig selv, at når Esbjerg, Hobro og AC Horsens kan slå de forsvarende mestre, som tilfældet har været i denne sæson, kan Randers naturligvis også. Buddet herfra er dog, at det ikke bliver tilfældet. FC København vinder 2-0 over Randers FC og får dermed et godt afsæt til mesterskabsspillet.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:
Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 25. spillerunde
Læs også:Dåselyd eller ej? Tv-stationer vil lade seerne vælge selv
Læs også:Stort interview med FCN-sportschef: Jeg er fandeme så stolt