Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Esbjerg fB - AaB

Det kan meget vel komme til at handle om nerver, tålmodighed og endnu flere nerver, når Esbjerg fB hjemme møder AaB. Hvem vinder?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag 31. maj 18.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Jakob Kehlet 
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #efbaab #sldk

Holdnyt:
Esbjerg fB:
Der er første i omgang én eneste ting, der tæller for Esbjerg fB: Silkeborg IF skal holdes på 14. pladsen. Så enkel er missionen for vestjyderne, der inden grundspillets sidste runder blot har et forspring på to point at give af.

Skulle det ende med pointlighed, vil det være knivskarpt med målregnskabet, hvor Esbjerg fB også her kun er to mål bedre end Silkeborg IF. At slutte på 14. pladsen efter grundspillets 26 runder vil groft sagt betyde nedrykning på grund af sammensætningen af de to nedrykningsgrupper.  

Esbjerg hentede fire point i forårets kampe inden nedlukningen, men med kun et point i de sidste tre kampe plus et pokalexit var det en alt andet end optimistisk stemning, der prægede truppen, inden ligaen blev suspenderet.

Der er dog meldt om positive toner i og omkring truppen i forhold til forberedelserne, og spillerne har en stærk tro på de kommende udfordringer, der fra genoptagelsen til sidste kamp kommer til at handle om overlevelse.

Til opgøret mod AaB må Lars Olsen se bort fra karantæneramte Joni Kauko. Han kan omvendt glæde sig over, at Daniel Anyembe og Pyry Soiri er blevet deres skader kvit.

AaB:
AaB-holdet var godt kørende inden corona-pausen med tre sejre i fire forårskampe, der nåede at blive afviklet. Det skød holdet op som nummer seks, så det er i nordjydernes egne hænder og fødder at gøre tingene færdig. En stor hjælp kan komme fra AGF allerede torsdag 28. maj, hvor pointtab til Randers FC vil bære AaB et stort stykke tættere på mesterskabsslutspillet.

Spillerne har været sendt hjem undervejs i corona-krisen, hvilket måske vil koste i de kommende kampe. Men det hjælper i hvert fald ikke på hverken moral eller ro i truppen, at der nu hænger en mistanke om matchfixing omkring efterårets kamp mellem AaB og OB. En kamp, hvor der angiveligt har været meget voldsomme beløb spillet omkring et gult kort til AaB's Jores Okore.

Det kan være en sag, der kommer til at forstyrre AaB-forberedelserne ganske massivt frem mod en voldsom afgørende afslutning på grundspillet. Selve undersøgelserne omkring den sag er offentliggjort, men mistanken, uvisheden og de mange spørgsmål kan ende at lægge sig som en trykkende og meget forstyrrende dyne over den nordjyske klub i en tid, hvor fokus burde være intense træningsforløb og genopbygning af kampform.  

Inden corona-nedlukningen var det en slidt Lucas Andersen, der holdt AaB-maskineriet godt i gang. Han er stadig ikke 100 procent, og derfor er det potentielt en decimeret offensiv, AaB kommer med, da Tom van Weert er i karantæne. I forsvaret er Rasmus Thelander ude med en skade, mens midtbaneslideren Magnus Christensen også må undværes.

Lucas Andersen, der har været småskadet, er til gengæld en del af nordjydernes trup til opgøret men er næppe klar til at starte inde..

Karantæne:
Esbjerg fB: Joni Kauko
AaB: Tom van Weert

Bud på startopstillinger:

Esbjerg fB (4-4-2): Mannone - Conboy, Austin, Reese, Anyembe - Kurzawa, "Lungi" Sørensen, Parunashvili, Larsen, Dauda - Yakovenko

AaB (3-4-3): Rinne – Pallesen, Okore, Ross – Ahlmann, Fossum, Kakeeto, Olsen – Klitten, Børsting, Kusk

Profilen:
Lucas Andersen har i sine seneste kampe mod efteråret vist sin klasse. Fire kasser er det blevet til, fordelt på to scoringer i hver af de seneste to kampe. AaB har vundet begge de seneste kampe efter at have scoret intet mindre end fire mål. 4-0 og 1-4.

Vidste du, at..:
AaB har scoret mindst to mål i samtlige fem kampe spillet i 2020. Fire kampe i Superligaen og pokalkvartfinalen mod FCK, der endte med 2-0-sejr. I alt har AaB med 41 scoringer scoret mere end dobbelt så mange mål i sæsonen end Esbjerg fB's 20, der da også er lavest af samtlige 14 hold i Superligaen.

Dom:
AaB har haft et sikkert tag i Esbjerg de seneste møder og kommer da også til at løbe på banen som favoritter i denne kamp, der har så stor betydning for dem begge. Og netop nerverne og kampens betydning og indvirkning på resten af sæsonen, kan blive det springende punkt for kampforløbet. 

Hvem bevarer roen og viser skarpheden? Esbjerg fB scorede i alt bare tre mål i forårets første fire kampe - AaB scorede samme antal i den sidste kamp inden nedluk, da der blev gjort kort proces med Lyngby. I alt nettede AaB 10 gange i de fire spillerunder, og kan den skarpe offensiv igen finde noget, der minder om den skarphed, så ender det med fuld gevinst til nordjyderne. 

AaB vinder 2-0 i Esbjerg fB

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: